På lørdag går Racismefri By på gaden i en demonstration fra Enghaveparken, der slutter på Mozarts Plads i Sydhavnen. En bydel, der det seneste halve år har været præget af en del naziaktivitet. Der har været ihvertfald to bekræftede overfald på venstrefløjsaktivister, et par andenhånds-berettede historier om overfald og hærværk med nazistiske gerningsmænd samt en omfattende spredning af nazistiske klistermærker.
Nazimiljøet i Sydhavnen er ikke stort, overhovedet. Men det er lokalt forankret. En lille håndfuld kernemedlemmer af Danmarks Nationale Front bor i området og fylder meget i gadebilledet. De er samtidig en del af både misbrug- og halvkriminelle kredse, hvor de nyder en vis opbakning.
Vi står altså, for en gangs skyld, overfor et nazimiljø, der trods ringe størrelse faktisk har en vis forankring i det lokalområde hvor de er aktive.
Det er ret interessant, for sådan har vi sjældent oplevet det herhjemme. Naziborgene i Greve og Nørresundby har og havde lokalbefolkningen mod sig. Det samme gjorde sig gældende med nazihusene i Kværs og Kollund i Sønderjylland i starthalvfemserne.
Skal man sammenligne Sydhavnssituationen med noget, så er det nok White Pride i Århus i deres storhedstid. Her nød White Pride godt af en vis opbakning på både stadion og i værtshusmiljøet og nattelivet. Ikke en bred opbakning, ikke en stærk forankring, men den var der. Efter min opfattelse byggede den på lige dele frygt, politisk samhørighed, personlige relationer og voldskapacitet.
De faktorer går igen i Sydhavnen. Vi har et ret lille nazimiljø, som på en blanding af voldskapacitet og frygt kombineret med personlige relationer og til dels politisk opbakning i de lokale misbrugs- og halvkriminelle miljøer, har formået at vinde territorie i Sydhavnen.
Det er interessant, fordi det ikke nødvendigvis kan overvindes med samme værktøjer, som en gruppe tilrejsende nazister, der vil demonstrere i det centrale København gør.
En blandet gruppe af aktivister fra både Sydhavnen, tilstødende kvarterer og andre dele af København har det seneste halve år arbejdet i netværket Racismefri By. Et netværk, der også har en vigtig lokal forankring i Sydhavnen og et efter min opfattelse stærkt bånd til en række lokale aktører. Et netværk, der i mine øjne er en vigtig reminder til alle antifascister om, at det kan lade sig gøre at skabe lokal støtte til antinazistisk arbejde. Noget vi alt for ofte glemmer.
Ovenstående blev en halvlang smøre om Sydhavnen. Det, som jeg i virkeligheden ville med dette blogindlæg, var at reklamere for et twitter-rant min ven Mathias Wåg skrev i december sidste år kort tid efter naziangrebet i Kärrtorp.
Mathias’ tekst handler om hvordan en stærk organisering i lokalsamfundet er det stærkeste værn mod voldsberedte nazister. Det er interessant læsning og et godt oplæg til videre snak om hvordan problemet i Sydhavnen skal løses. Hele rantet opsummeres i dette vigtige tweet:
Forstadsorganisering (i vores tilfælde bydelsorganisering, red.) bygger på at bebo, leve og selvorganisere sig der hvor man bor. Nazisternes territorielle strategi på at dominere og skabe frygt.
For at finde Mathias’ fire måneder gamle tweets brugte jeg Snapbird, der tillader dig at søge langt bagud i egne og andres tweets. Fedt og brugervenligt værktøj.