I disse dage bringer Information Sebastian Abrahamsen og Kristian Corfixens suveræne artikelserie om sundhedsforholdene for indsatte i Kriminalforsorgens faciliteter.
Det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg selv havde med sundhedsvæsnet i Vestre Fængsel. I forbindelse med at jeg var isolationsfængslet talte jeg flere gange med Vestres psykolog. En flink psykolog, der lyttede og gav mulighed for lige at reflektere lidt over min egen situation, der ærlig talt ikke var den sjoveste. Jeg var naturligvis rimelig forbeholden hvad jeg talte om, da hun som sagt er ansat i fængslet, men jeg brugte hende blandt andet til at tale om de mentale og fysiske skadevirkninger jeg fik af isolationen, ligesom vi snakkede en del om min farfar, der på det tidspunkt var alvorligt syg.
Et stykke tid efter løsladelsen i maj 2010 får jeg så den idé, at jeg vil søge aktindsigt i hvad fængslet havde noteret om mig i forbindelse med mit ophold.
Akterne indholdt primært oplysninger om hvornår jeg havde haft besøg af min advokat og mine pårørende, hvornår jeg havde været til fristforlængelse, urinprøve og hvornår jeg havde haft celleransagning. Men en anden ting indeholdet akterne også: resumeer af alle mine samtaler med psykologen.
Det betød, at jeg fx kunne læse, at jeg på en given dag havde fortalt psykologen om, at jeg havde mareridt om, at min farfar døde mens jeg sad i iso. Det tænkte jeg egentligt var fortroligt mellem mig og hende. Nu står det så i Københavns Fængslers journalsystem som hovedparten af de 720 ansatte har adgang til. Det er værd at tilføje, at jeg ikke var blevet gjort opmærksom på, at psykologen førte journal i et it-system, som alle andre ansatte har adgang til. Det eneste hun sagde var, at hun havde tavshedspligt.
Den var nok ikke gået, hvis ikke lige det var indsatte det gik udover.