Denne tekst er oprindeligt bragt i den norske antologi “Isolasjon – Et fengsel i fengselet” der er udgivet på forlaget Cappelen Damm i Norge i 2019.
At være isolationsfængslet er den selvstændigt værste og mest livsforandrende oplevelse jeg har haft. Selvom jeg kommer fra en ressourcestærk baggrund og levede et velfungerende liv før jeg blev fængslet, så føltes 40 dage i isolation som at blive kvalt langsomt. Der var stort set ingen hjælp at hente i fængselsvæsnet. Jeg er glad for, at jeg overlevede. Det skyldes først og fremmest de mange, der støttede mig udenfor fængslet.
Den 28. februar 2010 februar blev jeg anholdt af PET, den danske efterretningstjeneste. Det skete udenfor hovedkvarteret til et nazistparti i en forstad til København. Jeg blev sigtet for at være leder af en antifascistisk organisation, som efter PET’s opfattelse stod bag hærværk og vold mod danske nazister. Jeg blev sigtet for overtrædelse af terrorparagraffen, grov vold, hærværk, ulovlig våbenbesiddelse og hacking. Dagen efter blev jeg varetægtsfængslet på grund af kollussionsfare – det er betegnelsen for, at en mistænkt vurderes at kunne ødelægge efterforskningen. At det blev i isolation skyldtes at anklagemyndigheden overbeviste retten om, at jeg i en almindelig varetægtsafdeling kunne påvirke efterforskningen, der foregik udenfor fængslet.
Det blev startskuddet til den værste oplevelse i mit liv.
I månederne inden anholdelsen var jeg i gang med at se den britiske spionserie ‘Spooks’. I et af afsnittene bliver en mand anholdt af den britiske efterretningstjeneste MI-5. Agenterne lader skurken beholde sit bælte, da de afleverer ham i fængslet og afsnittet slutter med at han hænger sig fra tremmerne i cellen.
Jeg havde ikke bælte på, da jeg blev anholdt, men tanken om selvmord var mere nærværende og virkelig end tv-serien. De første ti dage stirrede jeg jævnligt på tremmerne for vinduet i min celle på Vestre Fængsels isolationsafdeling og funderede over om selvmord var en løsning på mine kvaler. Scenen fra ’Spooks’ kørte igen og igen og igen for mit indre øje. Det var ikke noget, der kom langsomt snigende. Det var der, i hvert fald som jeg husker det i dag, fra det øjeblik jeg blev ført ind i min celle efter grundlovsforhøret.
Det har aldrig været et ønske for mig at dø. Ikke før jeg sad fængslet og heller ikke siden da. Men i de første uger i isolation var selvmord alligevel en tanke der fyldte en del. Ikke fordi jeg ønskede at dø, men fordi jeg ikke kunne overskue tanken om at leve. Det forekom noget nær umuligt at klare mig igennem situationen.
Jeg var sigtet i en sag, hvor jeg havde udsigt til adskillige års fængsel hvis jeg blev dømt, og jeg frygtede samtidig, at mange af mine bedste venner, som jeg var politisk aktive sammen med, også ville blive fængslet. Det ville ikke bare ramme nogle de mennesker jeg holdt mest af, men også de politiske projekter jeg havde været med til at opbygge igennem mange år. Konsekvenserne af sagen var helt uoverskuelige og derfor forekom døden periodevis som den eneste udvej. Det er jeg glad for, at det ikke blev.
Jeg endte med at sidde isolationsfængslet i 40 dage og samlet set 68 dage i varetægt.
For mig betød isolationsopholdet, at jeg 22-23 timer i døgnet opholdte mig i min celle alene, suppleret af en times gårdtur. Jeg havde, i modsætning til isolerede fanger i mange andre lande, adgang til radio og tv, ligesom jeg én gang ugentligt fik besøg i cirka 50 minutter, der dog var overvåget af en efterretningsagent. De eneste jeg kunne snakke i telefon med var min advokat og hendes sekretær.
I denne tekst vil jeg prøve at forklare hvordan det oplevedes, både praktisk og emotionelt, mens jeg sad der, og hvad det har betydet for mig siden jeg blev løsladt i maj 2010. Til sidst vil jeg præsentere en række konkrete, praktiske forandringer, der ville gøre livet for varetægtsisolanter bedre.
Gode venner gør livet godt
Det er svært at sige hvad der egentligt er værst: Om det er isolationen som koncept i sig selv eller om det er årsagen selve straffesagen. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at det i mit tilfælde var det sidste. Det var selvfølgelig en ekstrem belastning at sidde isoleret i 40 dage, men det var en større belastning at frygte for den totale nedsmeltning af ens liv, både socialt, politisk og med tanke på fremtiden.
Selvom det kan lyde underligt, så var jeg ikke vildt overrasket over at blive anholdt. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at jeg kunne blive sigtet for terror, men jeg har i en årrække vidst, at en sigtelse for f.eks. vold var en risiko. For mit vedkommende: En kalkuleret risiko. At deltage i kampen mod fascistiske grupperinger på gadeplan får desværre juridiske konsekvenser for en del. For mit vedkommende havde jeg i årene før anholdelsen i 2010 været igennem både en kort varetægtsfængsling og en kort afsoning, så jeg havde et vist kendskab til fængselsvæsnet, hvilket var en stor fordel.
Bortset fra at være recidivist, altså en, der vendte tilbage til fængsel efter et tidligere fængselsophold, så var jeg en ret atypisk indsat. Jeg var i gang med en videregående uddannelse da jeg blev anholdt, journaliststudiet, og kom på mange måder fra bedre kår end hovedparten af de indsatte i danske fængsler. Jeg har forældre, der ikke er skilt, og som begge har videregående uddannelser og faste jobs. Jeg har haft en god barndom og en skolegang uden alt for store problemer. Jeg har ingen psykiske lidelser, er ikke stofbruger og drikker ikke alkohol. Jeg har en stor vennekreds og et endnu større netværk af politiske kammerater i den venstreradikale bevægelse. På alle leder og kanter var jeg en privilegeret indsat.
Det afspejler sig i hvordan jeg klarede opholdet, tror jeg. Jeg kan ikke dokumentere det, men det er min opfattelse, efter at have opholdt mig en måneds tid på en fællesskabsafdeling, da jeg kom ud af isolation, at mange af de indsatte dér havde det markant værre end mig mentalt, selvom de ikke havde siddet isoleret, ikke havde siddet varetægtsfængslet lige så længe som mig, og havde sigtelser, der ikke var lige så alvorlige som min. Dét tilskriver jeg først og fremmest min for fængslet atypiske baggrund og den massive opbakning jeg havde fra folk udenfor.
Selvmordstanker
Det betyder selvfølgelig ikke, at det var let, sjovt eller rart at sidde isolationsfængslet. Det var ubetinget den værste oplevelse jeg har haft i mit liv.
Igennem hele mit isolationsophold havde jeg stort set konstant voldsom hjertebanken og en ekstrem stressfølelse, der nok bedst kan karakteriseres som angst. I mit hoved kørte alle de mulige, katastrofale udfald, som sagen kunne få: At jeg skulle mange år i fængsel, at mine venner blev anholdt og at vores politiske kamp mod det yderste højre ville blive svækket.
Det var den panik og følelsesmæssige implosion, der ledte til selvmordstanker. Det poppede op ud af det blå: Måske skal jeg hænge mig selv? Eller nærmere: Jeg håber ikke, at jeg hænger mig selv.
Frygten for, at jeg på et tidspunkt ville gøre det var værre end selvmordstankerne i sig selv. Den frygt tog nærmest overhånd. Jeg blev voldsomt bange for, at jeg på et tidspunkt ville få det så dårligt eller miste kontrollen over mig selv, at jeg rent faktisk ville gøre noget ved det. There is nothing to fear but fear itself.
Mens jeg sad derinde holdt jeg selvmordstankerne hemmelige for alle; min advokat, mine besøgende, PET, Kriminalforsorgen, men også imamen, præsterne og psykologen.
Jeg stolede ikke på, og det gør jeg stadig ikke, at det jeg sagde ikke i sidste ende ville havne hos efterforskerne og blive brugt mod mig.
Det er et ekstremt svært dilemma, der ikke kan gøre noget godt for nogen indsatte: Hvis du snakker med nogen om, hvordan du har det, så kan du skade dig selv, og hvis du ikke snakker med nogen, så kan du også skade dig selv.
Konkret frygtede jeg, at PET ville trykke endnu hårdere på, hvis de vidste, hvor skidt jeg i virkeligheden havde det. At holde facaden var et led i at holde dem på afstand. Så længe de opfattede mig som ovenpå og overskudsagtig i fængslingen, så var chancen for at de ville forsøge at knække mig mindre, end hvis de forstod, at jeg var i knæ.
Heller ikke bagefter har jeg fortalt mange om selvmordstankerne. Mine nærmeste venner og politiske kammerater fik det af vide ret kort tid efter jeg kom ud. Jeg kan huske, at der blev helt stille om bordet. Tavsheden føltes som en uendelighed indtil en af de andre hvæsede: ‘De svin!’ med adresse til PET.
At have et trygt rum med gode venner, der lytter, når man fortæller om de sværeste tanker i ens hoved, er et kæmpe privilegium, og uden tvivl en central årsag til at jeg i dag har et godt og velfungerende liv.
Efter jeg blev løsladt kontaktede jeg en psykolog, som jeg siden da har mødtes med mange gange. Vi har snakket varetægtsforløbet, konsekvenser af isolationen og selvmordstankerne igennem mange gange. Han har fået mig til at skelne mellem selvmordstanker som et reelt ønske om at dø, eller selvmordstanker som en blandt mange mulige løsninger, når man står i en eksistentiel krise.
For mig var det heldigvis det sidste, men det fandt jeg jo først ud af længe efter jeg blev løsladt. Mens jeg sad i Vestre Fængsel var jeg vanvittigt bange for at tænke på selvmord, fordi jeg ikke forstod hvor tankerne kom fra. Det havde ubetinget været positivt, hvis jeg havde haft mulighed for at snakke med nogen om det, men jeg følte ikke at der fandtes et trygt rum til det. Den mangel vender jeg tilbage til senere.
Dagligdagen i iso
Som isoleret ligner hver dag hinanden: Stå op, spis morgenmad på cellen, gå på ene-gårdtur i den en lille gård, der er formet som et lagkagestykke, hør radio, spis frokost, læs breve, træn og gå i bad, se tv, spis aftensmad, se mere tv, gå i seng. Alt sammen uden at have en reel samtale med et andet menneske kun simple fraser med vagterne, når du skal på toilettet.
I Danmark er isolationsfængsling ikke lige så hård som den ofte er i nabolandene. Stort set alle isolationsfanger har adgang til tv, radio og kan købe aviser. Man kan også få besøg, der dog er overvåget af enten en fængselsbetjent eller, som i vores sag, efterforskere fra PET. For mig var en af overlevelsesstrategierne at holde mig selv så aktiv som jeg kunne overskue med tanke på mit mentale helbred i situationen. Jeg gjorde derfor mit bedste for at udvide de små sprækker, der kunne kaste et lys af normalitet over hverdagen.
Jeg snakkede ugentligt med fængslets imam, der boede i samme bydel i København som mig selv, og som gerne gav mig eneundervisning om f.eks. Mellemøstens historie og hans eget syn på religion. Jeg snakkede også jævnligt med de to præster og den katolske nonne, der var knyttet til fængslet.
Hver gang jeg kunne kom til det trænede jeg og jeg klagede til ledelsen, når det ikke kunne lade sig gøre.
Næsten hver uge snakkede jeg med fængslets psykolog på min celle. Jeg holdt igen med ærligheden, da jeg ikke havde tiltro til, at det jeg sagde ikke ville komme videre til PET.
Det viste sig at være en god vurdering: Da jeg blev løsladt kunne jeg senere konstatere, at psykologen havde skrevet korte resuméer af vores samtaler i fængslets fælles journalsystem, så de var tilgængelige for alle medarbejdere i arresten. Jeg havde f.eks. fortalte hende, at jeg havde mareridt om at min farfar (der var min eneste tilbageværende bedsteforælder) ville dø, mens jeg sad derinde. Da jeg blev løsladt kunne jeg så læse om mareridtet i min egen journal, som alle ansatte i Vestre Fængsel har adgang til. Så meget for dét fortrolige rum, som de fleste tror at en psykologsamtale er.
Jeg tilmeldte mig skolen i fængslet, men der gik fire uger, før jeg kunne få undervisning og derefter var det kun to undervisningstimer ugentligt. Det eneste tilgængelige fag var spansk.
Jeg skrev så mange anmodningssedler jeg kunne slippe afsted med. Jeg brokkede mig over racistisk graffiti på badeværelset, over at personer, der sad i frivillig isolation fik lov at tage vores, de retsligt isoleredes, tider til f.eks. træning og hvad jeg ellers kunne finde af rimelige klagepunkter i hverdagen i fængslet.
Hver gang bibliotekaren var forbi med bogvognen, cirka en gang ugentligt, brugte jeg så lang tid jeg kunne på at snakke med hende.
En gang ugentligt havde jeg besøg, typisk fra min familie eller bedste venner. Selvom det var korte besøg, så var de en helt central livsnerve for mig, der gav mig en enorm glæde.
For mig var den overordnede målsætning at undgå at lukke ned for min tankevirksomhed. Jeg ville ikke drukne mig selv i dårlige tv-serier eller rusmidler for den sags skyld. I stedet ville jeg holde mig så fysisk og psykisk aktiv som rammerne tillod. Selvom der, som det fremgår ovenfor, fandtes en række ting at tage sig til, så var hovedparten af aktiviteterne så relativt sjældne, at jeg de fleste dage kun kom udenfor cellen for at gå på gårdtur alene i en time og derefter for at træne i tre kvarter også alene. Derudover var jeg 22 timer på cellen.
Et konkret problem i den sammenhæng er, at en del af aktiviteterne er nogen man selv skal opdage eller gætte eksisterer. Der var ikke et menukort med et overblik over de mulige aktiviteter for isolerede.
Derudover var jeg så heldig at have en advokat og advokatsekretær, som jeg har haft i mange år. Før fængslingen her havde jeg allerede haft dem i et tocifret antal mindre straffesager, hvilket betød at vi kendte hinanden godt. Min advokat prioriterede derfor at besøge mig jævnligt i arresten, typisk hver 10.-14. dag.
Hendes sekretær ringede til mig tre-fire gange ugentligt, hvor vi bare smalltalkede i ti minutter om Paradise Hotel, Sex and the City og hvad der nu ellers var sket på tv-fronten siden sidst. Hendes varme omsorg og kontinuitet betød ekstremt meget; telefonsamtalerne med hende var af de meget få bastioner, hvor jeg kunne snakke frit og ubekymret. Betydningen af et frirum i en så alvorlig situation kan ikke overvurderes.
This too shall pass
Mens jeg sad i Vestre Fængsel fik jeg et rigtigt mange breve fra venner, familie og politiske kammerater. En af mine gode venner skrev et brev, hvor hun fortalte at hun ofte brugte mantraet ‘this too shall pass’ (også dette vil gå over). Det tog jeg til mig.
Når alt var mørkest, når det hele føltest allermest udsigtsløst, så vendte jeg igen og igen tilbage til hendes brev. This too shall pass.
Udover de grundlæggende privilegier jeg havde med i bagagen, da jeg ankom til Vestre Fængsel, så var der en række andre forhold, der betød, at jeg kom helskindet ud på den anden side.
Jeg var anholdt for politisk motiveret kriminalitet. Jeg vidste med mig selv, at jeg kunne stå inde for de ting jeg havde gjort moralsk og politisk. At jeg ikke også bar på en anger over f.eks. at have slået nogen ihjel i en trafikulykke eller at have tæsket en tilfældig person i en brandert gjorde selvfølgelig opholdet lettere.
Samtidig oplevede jeg en massiv støtte bag tremmerne. Udover de mange breve kunne jeg se i medierne hvordan politiske kammerater kampagnede for retten til at bedrive antifascistisk virksomhed og undervejs i mit ophold deltog flere hundrede mennesker i en solidaritetsdemonstration udenfor fængslet. Jeg oplevede den desværre ikke selv, men da jeg hørte om det blev jeg gladere end jeg længe havde været.
Samtidig har jeg en familie, der besøgte mig og støttede mig igennem hele forløbet. Ikke fordi de er enige med mig politisk, for det er de ikke, men fordi vi er en familie der passer på hinanden og støtter hinanden. Selvom de selvfølgelig også var mærkbart påvirkede af situationen, så var fraværet af moralsk fordømmelse, skæld ud og konflikt selvfølgelig også med til at lette mit forløb. Da jeg senere kom ud af isolation og over på en fællesskabsafdeling opdagede jeg hvor mange af de andre indsatte, der havde markant mere komplicerede forhold til deres familier, og priste mig lykkelig over min egen situation.
At være god til at sidde i fængsel
I takt med at dagene bag tremmer gik blev jeg bedre og bedre til at klare situationen. Jeg begyndte langsomt at indstille mig på situationen, på at det ville blive et længere ophold, men også på at jeg ikke skulle dø.
Noget af det handlede også om, at jeg vidste, at jeg til en vis udstrækning havde værktøjerne til at håndtere isolationen. Jeg havde siddet i fængslet tidligere, jeg havde et stærkt bagland og jeg sad ikke fængslet for noget, som jeg ikke kunne stå inde for tværtimod. Jeg var på mange måder en atypisk indsat, men alligevel var jeg virkelig hårdt ramt. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan isolation opleves, hvis man er en 19-årig rod fra en macho-gangsterverden, der sidder for et skyderi.
De pauser jeg havde fra angst, panik og katastrofetanker blev længere og længere. Det lykkedes periodevist at holde det væk i flere timer, når jeg var aktiveret med andet, f.eks. samtaler med imamen eller træning. Selvfølgelig var der tilbagefald og rigtigt dårlige dage, men grundlæggende var tiden min ven.
I samme periode fik jeg også bedre tid til at snakke sagens juridiske omstændigheder og beviserne igennem med en advokat. For mig var et vigtigt at kende alle beviser, at kunne snakke de juridiske vurderinger af især terrorsigtelsen igennem og danne mig et realistisk billede af hvad fremtiden ville byde. Jeg var fra start overbevist om, at terrorsagen ikke ville holde, for der var vitterligt intet i sagsakterne, der understøttede den, men det er svært at holde fast i den overbevisning, når man ikke har nogen at snakke med om det. Det eneste man kan forholde sig til er anklagerens ord ved fristforlængelserne. At få mulighed for at snakke alt igennem med advokaten var et vigtigt led i af holde panikken i ro og dulme bekymringerne for en tid.
Hvor mit humør langsomt blev bedre i takt med at jeg vænnede mig til isolationen, så begyndte det på andre parametre at gå tilbage. Min koncentration blev værre og værre, og det fik praktiske konsekvenser for min hverdag i fængslet.
Først mistede jeg evnen til at læse bøger. Dernæst til at læse længere avisartikler. Til sidst læste jeg kun de breve jeg modtog og helt korte avisnotitser, mere kunne min hjerne ikke kapere.
Heldigvis havde min advokats fantastiske sekretær advaret mig om lige netop dét isolationssymptom. Hun har tidligere haft langtidsisolerede, så hun vidste hvad der var i vente. Det betød at jeg ikke blev forskrækket, da koncentrationsbesværet satte ind. Jeg vidste at risikoen var der og tog det med overraskende stor ro.
I takt med at isolationen trak ud blev mit ordforråd og min taleevner også påvirket. Mine primære samtaler var de 45-50 minutters besøg ugentligt fra enten venner eller familie. En af mine bedste ven fortalte efterfølgende, at jeg havde talt ekstremt hurtigt og nærmest faldt over ordene, da han besøgte mig efter fire uger i isolation. Jeg bemærkede det selvfølgelig ikke selv. Da han besøgte mig igen da jeg var kommet ud af isolation og over på fællesskabsafdelingen var mit sprog tilbage til normalt.
Jeg tabte i øvrigt 10 kg på de første 37 dage i isolation. Det skyldtes nok først og fremmest, at maden var så ussel, at jeg sjældent havde lyst til at spise den og i stedet bare købte rugbrød og avocado i fængselskøbmanden. Sekundært var min appetit selvfølgelig negativt påvirket af mine mange bekymringer og de voldsomme tanker, der dominerede.
Ud i fællesskab
Overgangen fra isolation til en fællesskabsafdelingen var en forløsning. Det føltes ærlig talt som at blive løsladt. Jeg kunne gå på vandet. Pludselig var der 30-40 mennesker at snakke med på gårdturen. Jeg kunne have cellefællesskab med de andre indsatte hver eftermiddag og træne i fællesskab. Det var på alle parametre som overgangen fra nat til dag.
Jeg brugte selvfølgelig et par dage på at finde mine fødder, men det gik virkelig stærkt. De andre indsatte var ret omsorgsfulde, da de hørte jeg havde siddet små seks uger i isolation. Dem, der selv havde prøvet det, vidste godt, at det ikke var en dans på roser.
At begynde at have ‘normal’ omgang med andre mennesker, så normalt som det nu bliver bag tremmer, betød at de kognitive udfordringer jeg havde haft i især anden halvdel af isolationen hurtigt forsvandt. Jeg kunne igen læse avis og bøger, min udtale og ordforråd normaliserede sig og jeg følte mig meget mere i balance.
Samtidig gav exiten fra isolation en voldsom sejrsfølelse. Jeg havde klaret det. Det var det værste de kunne komme med, og de lykkedes ikke med at knække mig. Jeg havde været i knæ, uden tvivl, men jeg knækkede ikke. Det var min klare opfattelse, at isolationen var et værktøj til at få mig ned med nakken, men jeg holdt min kæft, jeg gik ikke til forhør, jeg lod mig ikke presse. At have stået imod en politisk sigtelse fra landets efterretningstjeneste og komme ud med hovedet højt gav et selvtillidsboost og en tro på, at det hele nok skulle gå.
Det betyder ikke, at jeg ikke var bekymret. Selvfølgelig var jeg det. Men det var i meget kortere tidsperioder, det var mere kontrolleret og det var hele tiden muligt at overtale mig selv til, at det hele nok skulle gå. This too shall pass.
Macho macho man
At komme ud på en fælleskabsafdeling var en ekstrem kontrast til tiden i isolation. Primært positivt.
Til gengæld blev det også en oplevelse af hvor svært mange andre indsatte havde ved at tale om følelser, frygt og de kaotiske tanker, der er er fast følgesvend for de fleste arrestanter.
En fyr, der sad for besiddelse af et par hundrede gram amfetamin og kokain, forventede en dom på et-to år, og fortalte mig i et fortroligt øjeblik, at han tænkte meget på selvmord. Han nævnte det kun den ene gang, og kun da vi var på tomandshånd. Resten af tiden var han afdelingens klovn, der gjorde sit bedste for at have et godt forhold til de styrende indsatte, fortalte røverhistorier fra pusherlivet på Vestegnen og var en omvandrende kliché på en kriminel, som man ser dem portrætteret i film og tv-serier.
De samme situationer oplevede jeg med flere andre indsatte, der sad fængslet for forbrydelser i begge ender af strafskalaen: En smart, kæk og måske ligefrem aggressiv attitude udadtil. Men på tomandshånd, når celledøren er lukket, så kommer historierne om frygt, savn og angst frem.
På den ene side, så var det selvfølgelig en kompliment, at nogle turde betro sig til mig. På den anden side, så blev det virkelig tydeligt, hvor meget de manglede nogen at snakke med. En psykolog, en forældre, en ærlig og omsorgsfuld ven. Jeg tror at meget dårligdom i fængslerne kunne undgås, hvis det i meget højere grad blev faciliteret, at de indsatte kunne få lettet hjertet, uanset om det så er til præsten, psykologen eller en pårørende. Men muligheden er ikke særligt tydelig eller tilgængelig, og så spiller det formentligt også ind, at der blandt mange indsatte kan være en macho-kultur, hvor dét, at snakke om sin følelser, og de ting, der er svære i livet, opleves som svagt.
Efter løsladelsen
6. maj 2010 blev jeg løsladt. En sur efterforsker fra PET mødte op i fængselsreceptionen og afleverede mine nøgler og kreditkort. Telefonen var stadig beslaglagt. Udenfor stod en håndfuld af mine nærmeste. At træde ud af porten og se dem er et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv.
Som sagt har jeg tidligere siddet varetægtsfængslet og afsonet. Det betød at jeg havde en idé om hvordan det ville føles at blive løsladt og hvordan jeg skulle forholde mig til det. Dagen inden, da min advokats sekretær havde ringet og fortalt at jeg ville blive løsladt, skrev jeg en lille papirlap til mig selv og puttede i lommen. “Ingen drama” stod der. En fin reminder om at tage den med ro, når porten smækkede bag mig.
Alligevel var jeg helt eksalteret de første dage. Speedsnakkede, røverhistorier fra fængslet, store planer og ditto armbevægelser. En af mine bedste venner hev fat i mig første aften: “Fald lige ned. Det er dejligt du er ude, men slap lidt af.”
Puh, mavepuster, men han havde ret, og tænk engang hvor heldig man er, at nogen passer så godt på en. Det er få forundt.
Den sommer var svær på mange måder. Jeg sov ekstremt let. Vågnede når elevatoren kørte, når der var larm på gaden og især når jeg hørte nogle ved døren eller raslen fra et nøglebundt. Det er vist en typisk fængselsskade. Samtidig fyldte frygten og bekymringen om selve straffesagen stadig meget, selvom løsladelsen viste, at PET’s sag var svag.
Jeg håndterede løsladelsen rimelig fornuftigt. Jeg ventede et par uger med at købe en computer, så jeg lige fik lidt ro og en langsom optrapning til hvad der foregik på nettet, selvom jeg selvfølgelig var vildt nysgerrig på hvad der havde stået i pressen om vores sag. Jeg drak ikke en dråbe alkohol og rørte ingen euforiserende stoffer. Jeg brugte primært tid sammen med min familie, mine venner og med mine medsigtede. Alligevel har jeg her ti år senere stadig en række eftervirkninger af isolationsfængslingen:
- Min hukommelse er blevet påvirket negativt. Jeg har lidt sværere ved at genkalde tidligere samtaler og især navne og ansigter. Jeg skal skrive de mest banale opgaver ned, hvis jeg skal huske dem.
- Mit behov for at være ude blandt mange andre mennesker, f.eks. til fester, demonstrationer og koncerter, er blevet betydeligt mindre. Jeg føler mig klart bedst tilpas, når jeg er helt alene eller i selskab med få nære venner. Jeg tror ikke at jeg har social angst, men det føles bare ikke som ‘et sted for mig’.
- Jeg har i en eller anden udstrækning fået koncentrationsbesvær. Det er sværere at gennemføre en arbejdsopgave uden at kaste mig over tre overspringshandlinger. Jeg har også fået sværere ved at fokusere på en samtale f.eks. på en restaurant, hvis der foregår andre ting i rummet omkring mig.
- Sidst men ikke mindst, så er jeg blevet meget sky omkring uannonceret berøring. Hvis nogen klapper mig på ryggen, aer mig, giver mig et kram, etc, uden at jeg forventer det, så kan det nærmest føles som om det gør ondt, selvom det selvfølgelig ikke gør det. Det er meget underligt, for sådan har jeg aldrig haft det før.
Hvis jeg bestemte
Stod det til mig skulle der ikke findes fængsler, som vi kender dem i dag. Som fængsler bliver brugt i de fleste lande i verden gør de mere skade end gavn. Desværre er faktum nok, at en komplet afvikling af fængselskonceptet ikke venter lige rundt om hjørnet. Hvis jeg i stedet skulle komme med en praktisk reformation af lovgivningen omkring isolationsfængsling af varetægtsarrestanter, så ville jeg lovgive om at, at alle isolerede skulle have ret til:
- Ordentlig information om konceptet isolation, om de potentielle konsekvenser, om aktivitetsmuligheder og støttemuligheder undervejs samt ‘efterbehandling’ af eventuelle mén efter isolationen. Det kunne f.eks. være ved en grundig indsættelsessamtale med en ikke-uniformeret fagperson, f.eks. en psykolog eller socialrådgiver. En lignende samtale ville også være oplagt, når man forlader isolationen.
- To daglige gårdture i stedet for en.
- Otte timer udenfor cellen hver dag; det kunne f.eks være med undervisning, træning, eller værkstedsarbejde med ikke-uniformerede ansatte eller mulighed for at lave varm mad i et fængselskøkken.
- To ugentlige besøg fra familie/venner/pårørende i stedet for et.
- Mulighed for supplerende besøg fra f.eks. Røde Kors’ besøgstjeneste, gæsteundervisere fra lokale uddannelsesinstitutioner eller lignende. Gerne hver dag.
I Danmark bruges isolation under varetægtsfængsling først og fremmest for at forhindre kollusion. Jeg kan til en vis grad forstå, at man derfor vælger at fratage den indsatte mulighed for omgang med andre indsatte, hvis man frygter at det kan skade efterforskningen. Men det er ikke et argument for helt overordnet at fratage den indsatte omgang med andre mennesker. Jeg tror at de ovenstående tiltag ville betyde, at den indsatte i meget højere grad kunne opnå og holde fast i gode rutiner og vaner, bevare et højere niveau af mental velbefindende og sådan set også et bedre fysisk helbred.
Jeg ville desuden gennemføre en opgradering og reform af psykologvæsnet bag tremmer. Alle landets arrester skulle have tilknyttet en række eksterne psykologer, der ikke var en del af Kriminalforsorgen og derfor ikke havde nogen dialog om de indsattes mentale helbred med vagterne. Psykologerne skulle minimum to gange ugentligt banke på døren hos alle indsatte og tilbyde dem en samtale. Hvis terapi var mere tilgængeligt og opsøgende, i stedet for noget den indsatte selv skulle finde mod til at kontakte, så ville det formentligt nedbringe antallet af selvmord og selvmordsforsøg, tilfælde af selvskade og psykiske problemer hos de indsatte.
Som varetægtsfængslet, isolation eller ej, er man som udgangspunkt ikke dømt. Man er derfor uskyldig og bør behandles derefter også selvom det er utopisk i dagens retspolitiske klima, hvor retssikkerhed er en by i Rusland.
Efterord
Jeg sad fængslet i 68 dage, heraf 40 dage i isolation. Efter jeg blev løsladt gik der næsten tre år før anklagemyndigheden rejste tiltale mod mig og seks venner. Terrorsigtelsen blev frafaldet og vi blev i stedet tiltalt for hacking, vold og hærværk. Da vi var færdige med byretten ankede anklagemyndigheden til landsretten. Kort før sagen skulle behandles i landsretten frafaldt anklagemyndigheden dog anken, så byrettens dom stod ved magt.
Retssagen endte derfor med at tre personer blev pure frifundet. Tre andre personer fik 60 dages betinget fængsel. Jeg fik den længste straf, fem måneders betinget fængsel.
Da var der gået mere end fire et halvt år siden jeg blev anholdt.
Selvom isolationsfængslingen var den værste, enkeltstående oplevelse i mit liv, så har den givet mig mange gode ting med, og det tænker jeg tit på. Måske er det en slags mestrings-strategi. Isolationen lærte mig meget om mig selv, mine grænser og min psyke. Mest af alt lærte den mig hvor meget man kan klare, når man er en del af stærke, positive fællesskaber.
