I Vestre ved alle hvad du tænker

I disse dage bringer Information Sebastian Abrahamsen og Kristian Corfixens suveræne artikelserie om sundhedsforholdene for indsatte i Kriminalforsorgens faciliteter.

Det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg selv havde med sundhedsvæsnet i Vestre Fængsel. I forbindelse med at jeg var isolationsfængslet talte jeg flere gange med Vestres psykolog. En flink psykolog, der lyttede og gav mulighed for lige at reflektere lidt over min egen situation, der ærlig talt ikke var den sjoveste. Jeg var naturligvis rimelig forbeholden hvad jeg talte om, da hun som sagt er ansat i fængslet, men jeg brugte hende blandt andet til at tale om de mentale og fysiske skadevirkninger jeg fik af isolationen, ligesom vi snakkede en del om min farfar, der på det tidspunkt var alvorligt syg.

Et stykke tid efter løsladelsen i maj 2010 får jeg så den idé, at jeg vil søge aktindsigt i hvad fængslet havde noteret om mig i forbindelse med mit ophold.

Akterne indholdt primært oplysninger om hvornår jeg havde haft besøg af min advokat og mine pårørende, hvornår jeg havde været til fristforlængelse, urinprøve og hvornår jeg havde haft celleransagning. Men en anden ting indeholdet akterne også: resumeer af alle mine samtaler med psykologen.

Det betød, at jeg fx kunne læse, at jeg på en given dag havde fortalt psykologen om, at jeg havde mareridt om, at min farfar døde mens jeg sad i iso. Det tænkte jeg egentligt var fortroligt mellem mig og hende. Nu står det så i Københavns Fængslers journalsystem som hovedparten af de 720 ansatte har adgang til. Det er værd at tilføje, at jeg ikke var blevet gjort opmærksom på, at psykologen førte journal i et it-system, som alle andre ansatte har adgang til. Det eneste hun sagde var, at hun havde tavshedspligt.

Den var nok ikke gået, hvis ikke lige det var indsatte det gik udover.

Isolationskonference i Oslo

Torsdag-fredag var jeg inviteret til Oslo for at tale ved konferencen Isolasjon i skandinaviske fengsler, der var arrangeret af Skandinavisk Isolasjonsnettverk. Jeg var indbudt i min egenskab af tidligere isolationsfange i Vestre Fængsel, hvor jeg i forbindelse med et 10 uger langt varetægtsophold i 2010 sad retsligt isoleret de første seks uger.

Det har været to skidespændende dage, hvor både tidligere isolanter, pårørende, retshjælpsgrupper, forskere, ansatte ved Kriminalforsorgen i både Norge, Sverige og Danmark samt en række andre aktører var samlet for at udveksle viden og erfaringer.

Konferencens udgangspunkt var et ønske om at begrænse – hvis ikke helt fjerne – brugen af isolation i fængsler i Norden under både varetægt og afsoning.

Det var interessant at høre en række forskellige aktører tale om isolationens skadevirkninger. Den danske psykolog Ida Koch, der i mange år var aktiv i Retspolitisk Forenings isolationsgruppe, holdt et sublimt foredrag om de kort- og langsigtede skadevirkninger isolation har, og det var på en gang både skræmmende og en lettelse at få bekræftet, at jeg ikke er alene med mine oplevelser.

Koch fortalte, at isolation medfører en “meget betydelig reduktion af normal sanselig påvirkning og en meget betydelig reduktion af oplevelsesmæssige og fysiske handlemuligheder” samt en “social deprivation” i og med den “meget betydelige reduktion af meningsfuld kontakt med andre mennesker.” Hun konstaterede, at “isolation er en abnorm situation, der skaber abnorme tilstande”.

Hun har i øvrigt skrevet en række udgivelser på området, der kan bestilles på bibliotek.dk – det kan varmt anbefales.

En anden psykolog, der talte på konferencen var Anna Olsson, der arbejder med 15-21-årige varetægtsarrestanter i Göteborg. Hun fortalte om det store omfang af isolation blandt også de helt unge. Hende eksempler var skræmmende. Hun genfortalte f.eks historien om en 15-årig dreng, der efter tre måneder i isolation fik stukket et håndklæde i hånden. Han vidste ikke hvad det var, og hvad det skulle bruges til. En anden indsat, en dreng på 17, fortalte efter seks måneder i iso Anna, at han havde haft sin hidtil bedste dag i cellen, fordi en lille kløver eller lignende vækst var fløjet ind gennem tremmerne og landet i hans celle.

De skadelige virkninger blev også bekræftet af Andreas Wedervang-Resell, der er læge i Skien fengsel i Norge.

Interessant nok blev isolationens voldsomme konsekvenser også bekræftet af Ingebjørg Nytrøen, der er fængselsvagt i Oslo Fengsel. Hun beskrev isolation som en “livstruende situation”, og mente, at vagterne i fængslet reddede mange menneskeliv, når de forhindrede de indsatte i at begå selvmord.

Erkendelsen af, at isolationsfængsling har voldsomme konsekvenser er dog ikke ny. Peter Scharff-Smith, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, talte i sin præsentation om, at fængselsdirektører helt tilbage i 1870’erne beskrev omfattende psykiske og fysiske skader på isolationsfanger. Alligevel sker der i dag stadig en rutinemæssig brug af isolation i hele Skandinavien.

I Danmark er antallet af varetægtsfanger, der isoleres, på få årtier nedbragt fra ca. 40 procent til nu to-tre procent. De indsatte tildeles i stedet B&B – besøgs- og brevkontrol. I Sverige er brugen stadig massiv. I 2012 var det 50 procent af de varetægtsfængslede, der havde restriktioner, der gør varetægten til fuld eller delvis isolation. Det kan fx være medieforbud (ingen avis, radio og tv), besøgsforbud eller lignende. I Sverige har man, så vidt jeg kunne forstå, slet ikke mulighed for fællesskab med andre fanger under varetægt på samme måde som man har i Danmark når man ikke sidder i iso.

Der er altså rig mulighed for forbedring, for udviklingen går langsomt på området, selvom både Norge, Sverige og Danmark siden 90’erne har fået massiv kritik af European Committee for the Prevention of Torture for den omfattende brug af isolation under varetægt. For eksempel fortalte Johannes F. Nilsen at de norske fængsler først i dette efterår begyndt at registrere brugen af isolation under afsoning (frivillig iso, strafcelle, etc) i en samlet database, hvilket betyder, at der ikke findes statistik på området frem til i dag.

Heidi Mork Lomell, der er leder af Institutt for kriminologi og rettssosiologi, indledte konferencen med at fortælle om hvordan de, da instituttet grundlagdes, havde de en naiv forventning om, at forskning, kundskab og empiriske erfaringer ville ændre politikernes tilgang til retsplejen, i dette tilfælde isolation. Hun konstaterede, at det var ikke tilfældet – i stedet affejes forskernes undersøgelser som ideologiske indspark i debatten. En af arrangørerne bag konferencen, stipendiat Marte Rua, fremhævede af samme anledning vigtigheden af samarbejde på tværs af faggrupper for at få isolationsfængsel på dagsordenen i den offentlige debat.

Skal man sige noget negativt om konferencen, så var det fraværet af politi, anklagere og dommere, men det var jo ikke arrangørernes skyld. Godt nok havde anklagemyndigheden i Stockholm sendt en repræsentant for at fortælle om deres arbejde med at nedbringe isolation, men det blev en pinlig affære, der udover at være udtryk for åbenlys imagepleje gjorde det tydeligt, at ønsket fra de nævnte myndigheder til at gennemføre seriøse forandringer på området er særdeles begrænset.

Anklageren skal have en smule respekt for at stille op – trods alt – for hun fik en hård medfart, hvilket nok både skyldes indholdet af hendes oplæg og det faktum, at hun var den eneste repræsentant for anklagere/politi.

Hun fortalte f.eks. om, at da Riksåklagaren i Sverige havde besluttet sig for arbejde med området for at nedbringe isolationen nedsatte de en arbejdsgruppe. Den bestod af anklagere, politi, Kriminalvården (den svenske pendant til Kriminalforsorgen) samt en gruppe advokater. Ingen tidligere eller nuværende isolanter. Ingen pårørende. Ingen læger, sygeplejersker, psykologer eller psykiatere. Helt utroligt.

Ganske sigende for den tilgang forlod den svenske anklager konferencen efter sin egen præsentation, der ellers var en af de første. Hun nåede derfor ikke at høre os andre fortælle om de konsekvenser, isolationen har.

From Datatilsynet with love

For tiden kører CSC-hackersagen ved Frederiksberg Ret, og meget af sagen handler om det centrale personregister, CPR. Generelt har CPR-numre fået en del opmærksomhed i medierne det seneste års tid. Jeg hopper lige med på bølgen.

Sidste efterår behandlede Københavns Byret PET’s sag mod undertegnede og seks andre, der var sigtet for bl.a. hacking. I den forbindelse fokuserede anklager Maria Cingari, der også fører CSC-sagen, meget på, at vi var i besiddelse af en række cpr-numre, der tilhørte personer fra det nazistiske miljø. Hendes linie i retten var, at eftersom cpr-numre er ‘hemmelige’, så kunne vi ikke været kommet retmæssigt til dem. De måtte derfor være fremskaffet ved hacking.

I retten forklarede jeg, at hun tog fejl. At vi løbende har fået cpr-numrene udleveret fra et utal af myndigheder.

Det sjoveste eksempel først: et kendt medlem af White Pride klager til Datatilsynet over, at vi på redox.dk har omtalt hans nazistiske aktiviteter. Datatilsynet videresender hans klage til os. De undlader at sløre hans cpr-nummer. Datatilsynet, af alle myndigheder. Svært ikke at trække på smilebåndet. From Datatilsynet with love.

Så kunne vi nævne alle de domsbøger og anklageskrifter, vi har fået aktindsigt i, hvor enten retten eller anklagemyndigheden har undladt at censurere cpr-numre. Jeg kunne også nævne, at Statsadvokaten selv udleverede mit cpr-nummer til mine medtiltalte i sagen, da de påførte mit cpr-nummer på alle stævninger før sagen.

Eller hvad med de gange, hvor vi har fået aktindsigt i dokumenter hos – ja sgu! – Københavns Politi, hvor Cingari selv er anklager, og dér har kunnet læse side op og side ned med cpr-numre på kendte højreradikale?

Hvor vil jeg hen med den cpr-snak? Jo, såmænd bare konstatere, at cpr-numre flyder rundt overalt, som linksne øverst også dokumenterer. At anklagemyndigheden forsøger at gøre besiddelse af cpr-numre til bevis for hacking i sig selv, som det var tilfældet i vores sag, bliver urkomisk, når man ser på hvordan stort set ingen myndigheder i retssystemet har styr på at holde cpr-numre hemmelige. Tydeligvis heller ikke CSC.

PS: CPR-numrene har i øvrigt ingen journalistisk værdi i sig selv, så vi har aldrig gjort en systematisk indsats for at indsamle dem.

I øvrigt: Vi er et hold raske unge mennesker fra Redox og omegn, der har en regning på 112.500,- kroner for sagsomkostninger efter retssagen. Vil du give et lille bidrag? Vi modtager alle støttebeløb på reg: 4280 konto: 4280629561 – og takker meget for opbakningen.

Drabschefens kreative omgang med tal

For to år siden udgav tidl. drabschef ved Københavns Politi Ove Dahl bogen ‘Nye sager’. Den sidste uge har et citat dérfra floreret på flere højreradikale hjemmesider:

“Når jeg på navnene på de gerningsmænd, der har begået drab eller drabsforsøg, været med i bandekonflikt, røveri, voldtægt – så er det et fremmedartet navn i 95 procent af sagerne. Det er da alt for meget. Det er nogle tal, man ikke kan løbe fra. Men det er nogle tal, som mange har svært ved at forholde sig til, også rent politisk.”

Debatten om Ove Dahl holdning til folk med anden etnisk baggrund end dansk verserede allerede i 2010 (i øvrigt samtidig med at jeg sad på en isolationsafdeling i Vestre med den omtalte såkaldte ‘stewardessemorder’).

Nu hvor citatet har fået en revival så synes jeg, at det kunne være spændende lige at se på, om det har bund i virkeligheden. Man kan ikke lige skaffe navne på alle, der er dømt for den række af forbrydelser, som Ove Dahl nævner, men til gengæld kan man næsten finde navne på alle, der er dømt drab. Da bogen er udgivet i 2012 har jeg valgt at kigge på 2011 som eksempel.

På hjemmesiden Drabssager i Danmark kan man læse om alle drabssager fra et givent årstal.

I 2011 var der iflg. Det Kriminalpræventive Råd 51 drab i Danmark. Drabssager i Danmark lister lidt flere sager, men nogle af dem er trafikdrab, så dem har jeg regnet fra. Tilbage er en liste på 50 sager, hvoraf enkelte handler om (grov) vold med døden til følge.

Af de 50 sager er der på Drabssager i Danmark navn på de fleste dømte gerningsmænd og -kvinder, mens jeg i andre tilfælde har fundet navne på de dømte i medieomtalen. Summa summarum så ser statistikken sådan her ud:

Dansk-klingende navne (inkl. grønlandsk-klingende): 25
Udenlandsk klingende navne: 9
Sager uden navn: 10
Sager uden dom: 6 (der er muligvis domme her, som jeg ikke har kunnet finde)

Selv hvis man siger, at alle de sager, hvor jeg ikke har navn på de dømte gerningspersoner, er tale om personer med udenlandsk-klingende navne, så er der stadig en overvægt af danskklingende navne blandt de dømte. Går man ud fra, at sagerne uden navne er fordelt ligesom dem med navne, så er der en endog meget markant overvægt af dansk-klingende navne blandt gerningsmændene, og vi er meget langt fra de 95 pct. udlandske navne, som Ove Dahl taler om.

Danskerna: myten og løgnene

“Vi har underrättelse på att det kommer ett stort antal autonoma krafter från Danmark. Det handlar om riktiga streetfighters med stort våldskapital. Polisinsatsen är väl rustad för detta. Vi är beredda på mycket våld och kommer därför vara snabbare på att ingripa när något händer.”

Sådan er en anonym politikilde citeret i Dagens Nyheter fredag den 29. august. Det var startskuddet til en massiv politiindsats mod 50-60 danske antifascister i Stockholm denne weekend. Mere om det om lidt.

Jeg var på min første bustur til Stockholm i 2003, da 150 antifascister kørte i bus fra Danmark for at deltage i protesterne mod Nordens største nazimarch siden Anden Verdenskrig. Det år marcherede mere end 2000 nazister i forstaden Salem syd for Stockholm.

Siden EU-topmødet i Göteborg i 2001 har danske antifascister været på cirka ti busture til Stockholm i forbindelse med antifascistiske demonstrationer. Der har været ture til Salem i årene 2002-2008, ‘det falske Salem’ i 2011, English Defence Leagues demonstration i august 2012 og nu så altså Svenskarnas Partis demonstration lørdag den 30. august 2014.

På turene har mellem 50 og 150 aktivister været afsted. Et forsigtigt bud er således, at turene efter Göteborg har i alt har sendt ihvertfald 1.000 danske antifascister afsted (det reelle tal er nok nærmere 1.100-1.300).

På de 13 år, der er gået, er der, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen danske aktivister, der er dømt for nogle forbrydelser i forbindelse med demonstrationerne. En ven har fået en parkeringsbøde, men ellers har politiet ‘kun’ budt på vilkårlige bortkørsler, hvor antifascister er blevet kørt 5-10-15 km. væk af politiet og sat af på tilfældige, utilgængelige steder, anholdelser uden sigtelser, langvarige tilbageholdelser på gaden (inkl. visitation, fotografering og identifikation) samt knippelsuppe uddelt med rund hånd. Jeg har fundet en enkelt sag fra 2012, hvor en dansk aktivist blev sigtet for ‘våldsam motstånd‘, men så vidt jeg ved er sagen aldrig kommet for retten.

Trods de danske aktivisters i denne sammenhæng clean sheet, så pisker politiet en stemning op, og de holdt løftet lørdag: de satte hårdt ind.

Fra morgenstunden stormede 50 betjente kulturhuset Cyklopen, hvor de danske antifascister spiste morgenmad. De forsøgte på dramatisk vis at sparke døren ind (den åbnede dog udad), ligesom de var ret truende. Alle aktivister blev slæbt udenfor, visiteret, filmet og id-tjekket. Herefter ransagede politiet Cyklopen.

Hvad blev så dagens fund? Jo, hvis man skal tro politiets udtalelser i medierne, så blev det til “midler til planlagte overfald”, nemlig en kniv, kort (over Stockholm) samt halsklude. Kniven tilhørte dog ikke nogle af aktivisterne, men derimod Cyklopen – der råder over et stort køkken, hvor der netop var lavet morgenmad til danskerne. Kortene skulle bruges til – surprise – at finde vej (hvilket pt. ikke er en forbrydelse i Sverige) samt nogle halsklude. Nu er det sådan, at maskeringsforbuddet i Sverige ikke er lige så stramt som i Danmark, hvilket betyder, at maskering faktisk ikke er forbudt i alle demonstrationssammenhænge. At aktivister har halsklude med handler ikke om at lave ballade, men om risikoen for at havne på billede i nazisternes registre. At blive udpeget som antifascist har tidligere kostet folk livet i Sverige. Uanset hvor meget svensk politi prøver at puste fundene op, så er der ikke noget at komme efter. Cyklopen vil i øvrigt klage over razziaen.

Efter politiets cirkus på Cyklopen tog danskergruppen ind til det centrale Stockholm og gik fra Sergels Torg mod Kungsträdgården. På Hamngatan bliver gruppen stoppet af en gruppe betjente, der voldsomt skubber aktivisterne op ad muren, selvom ingen gør modstand. De gelejder de danske aktivister rundt om hjørnet til Norrlandsgatan, hvor alle igen visiteres, registreres og identificeres. Så får danskerne lov til at gå ind i demonstrationen, hvor de modtages med klapsalver.

Hvorend grupper og individer fra danskergruppen går har de 30-40 udkommanderede civilbetjente fra Kilo-enheden øjne på dem og følger dem som skygger.

En times tid senere går politiet igen hårdt til danskerne. Da cirka 25 danskere går af Jakobsgatan for at råbe af nazisterne fra krydset ved Regeringsgatan stormer 10-12 civilbetjente og fire transitter fyldt med kampklædte betjente frem mod dem. Enkelte når at løbe væk, men cirka tyve klaskes brutalt op af muren og ned på jorden, hvor de anholdes for at løslades ud på aftenen. Så vidt jeg kan forstå er de sigtet for at have maskeret sig. Jeg så hændelsen finde sted og kan med sikkerhed sige, at langt fra alle de anholdte var maskerede.

Så gik hændelserne ellers sin gang og nazierne skred hjem, og så troede vi også, at vi skulle hjem. Politiet havde dog andre planer. En gruppe på 10 danskere gik på Södermalm på vej ud for at spise aftensmad, da de bliver passet op af politiet, der igen-igen tilbageholder, registrerer og filmer dem. De bliver kørt ud til en havnekaj, hvor de individuelt – afsides fra resten af gruppen – udsættes for trusler. En af aktivisterne fortæller, at en betjent på engelsk spurgte: “Are you looking for trouble? Well, I am trouble”, ligesom betjentene gjorde det klart, at hvis danskerne blev set i Stockholm igen denne aften “kunne de slet ikke forestille sig, hvad der ville ske”. Efter trusler og chikane blev de sluppet fri med besked om at gå fra stedet en og en.

I skrivende stund er alle danskere løsladt og på vej hjem. Stadig uden domme – stadig uden forståelse for det svenske politi.

(NB: Blogposten er skrevet sent lørdag aften den 30. august, alle fejl skyldes at det har været en lang dag.)

Update 31. august 11.30: Sagen mod aktivisten, der var mistænkt for ‘våldsamt motstånd’ i august 2012, blev frafaldet. Det har aktivisten netop selv fortalt mig. Således står vi tilbage med en parkeringsbøde, der i øvrigt var i Malmö og ikke Stockholm..

Sagen #1: The wait is over

De fleste har prøvet at vente på noget, de ikke så frem til. En skideballe, et møde med banken, en begravelse eller en tur til tandlæge. Jeg – og en håndfuld af mine bedste venner – har ventet i fire et halvt år. Fra PET slog til 28. februar 2010 til Statsadvokaten den 13. august i år meddelte, at ankesagen mod os droppes, gik der 1627 dage.

Først seks uger i en isolationscelle i Vestre Fængsel. Har du prøvet at vente dér?
Spærret inde 23 timer i døgnet, en times gårdtur hver morgen i en lagkagestykkeformet gård på 15-20 kvadratmeter. Det eneste du kan fordrive tiden med er CSI i fjerneren og Sara Bro på P3. Du er helt fucking alene med dine tanker på seks kvadratmeter. En terrorsigtelse og en blændende skarp pære hængende over hovedet. Om aftenen kan du vente, mens du lytter på de desperate sjæle i nabocellerne, hvis skrig runger ind under den tunge metaldør og imellem Vestres fire forhadte fløje. Nord, syd, øst, vest – bare få mig ud. Vente sammen med ensomme og alt for unge rockerlærlinge, der bare vil hjem til sine forældre, og en morder med døde øjne. Vente med celleransagninger, urinprøver, fire timers ventetid på at skide og en halv time på at blive lukket ud fra toilettet. Har du prøvet at vente på dét?

Vente på at se dine elskede i en besøgscelle. Deres ansigter værre end noget andet. Dine egne følelser kan kontrolleres, gemmes væk, bearbejdes. Deres – de er der bare. Lige foran dig. Du kan se dem i 45 minutter med en PET-agent i sofaen ved siden af, der lader som om han laver kryds og tværs, mens dine elskede sidder dér, og du kan ikke fortælle hvad der sker, for du må ikke snakke om sagen, så du kan bare sige ‘det skal nok gå’ til dem, mens du prøver at overtale dig selv til, at det er rigtigt. En tur igennem nøgenvisitation igen-igen-igen og så kan du vente en uge, før du igen ser de mennesker, du holder af, i en forpulet besøgscelle i Vestre. Har du ventet på dét?

Din moster sender et brev, der er fem uger undervejs, for PET skal læse og analysere det. Hun joker om postvæsner og efterretningsvæsner og det giver et lille afbræk i ventetiden. Og så er der jo CSI igen. Horatio, Grissom og Mac. Horatio, der er så fucking bedrevidende og selvtægtsagtig og hellig og irriterende med sine solbriller, men du ser jo CSI – også Miami – alligevel, for du har ikke andet at lave, for du venter.

Du skal til fristforlængelse og kører gennem byen i en cellevogn med en Brøndby-hooligan, der også skal forlænges. Ind i byrettens dagsarrest på Nytorv, og du kan lige skimme Fisketorvet hvor du købte din første North Face-jakke på åbningsdagen, mens fængselsbetjentene foran i bilen taler om vind og vejr og drikker kaffe og har en helt almindelig arbejdsdag, mens du venter. Venter på at der bliver grønt, på at komme op til dagsarresten, hvor du læser en bog om Michael Laudrups tænder mens du venter. Ned i retten, din bedste ven laver V-tegn, da tilhørerne sendes ud, for alt foregår for lukkede døre, og du tror et øjeblik på, at det nok skal gå, og så får du fire uger mere, og dommeren går hjem og har fri og du kører tilbage til Vestre, hvor du venter videre.

Så ud af iso og over på en fællesskabsafdeling, hvor du du hilser på sygeplejersken og bliver vejet, og du har tabt 12 kilo mens du sad i iso, for du åd ikke andet end rugbrød og avocado og frugt, og tre gange om ugen fik du lov til sidde på en kondicykel i en tom celle, mens du hørte cd’erne med L.O.C og Dodo & the Dodos, der var nået igennem indleveringen før fængslet opdagede, at du havde B&B og slet ikke måtte få cd’er ind, og så kunne du vente på at blive lukket ud af badet efter træning, for der er vagtskifte, så du kunne komme tilbage på cellen når det passede dem, og det gjorde det ikke lige dér.

Vente på endnu en fristforlængelse, da døren til cellen går op, en fængselsbetjent med trådløs telefon i hånden, det er din advokats sekretær, ‘du bliver løsladt i morgen’, og så kan du vente på, at det bliver i morgen, og have dårlig samvittighed overfor alle dine medfanger, fordi du skal ud, og de skal blive, og du spørger om der er nogle, der har brug for hjælp til noget, og K vil gerne have, at du snakker med hans bror, og det lover du, og du bruger ventetiden på at sælge din trimmer og Playstation billigt til nogen, der har mere brug for dem end dig, og du vil ikke ud, for det er ikke fair, at du skal, og de ikke skal. Har du ventet på dét?

Du venter på at falde i søvn i Vestre for sidste gang og på, at PET-manden ud på formiddagen dukker op, lukker dig ud, giver dig dine nøgler og kreditkort, men ikke din telefon og computer og seks sorte skraldesække med papir, for de er beslaglagt, før han fnyser et par fornærmede ubehageligheder og lader dig gå ud til dem du elsker. De har også ventet på dig og din ven, der har siddet på en anden afdeling og ventet lige så meget som dig.

Så kan du vente på efterforskningen, der trækker ud. Vente på telefonopkald, fra venners venner, når dine venner bliver plukket op på jobbet eller i hjemmet af to PET-folk, anholdt, afhørt, løsladt, vente på at de dukker op, for PET har taget deres telefon, og så kan de jo ikke ringe, så du venter på, at de kommer ud fra Bellahøj, og så kan I vente på, hvem der mon er den næste, og gad vide hvad han er sigtet for, og hvornår mon det stopper. Så er der pludselig gået over et år, og Politiken skriver på forsiden, at jeres organisation ‘knyttes til terror’, selvom det ikke er nogen nyhed, og så venter du videre, og så går der et par år mere, og pludselig er det april 2013, og da du kommer ud fra træning har en af de andre skrevet, at du skal ringe, og det gør du, og han har fået af vide af advokaten, at der kommer anklageskrift i morgen, og at terrorsagen er frafaldet, og Politiken skriver en lille notits på side tre om, at vi alligevel ikke er terrorister. Og så kan du vente et halvt år på retssagen, på at gennemlæse akterne, diskutere jura med advokaterne, der serverer cola og smil, og det hele rykker nærmere.

Dagen inden retssagen starter kan du vente på at falde i søvn, selvom du godt ved, at det bliver svært, og du kan slå ventetiden ihjel om morgenen ved at høre Celine Dion, og så går der jo tid med det, og så sidder du der lige pludselig, efter tre et halvt år, og lytter på en anklager, der påstår at I har hacket 6.000 mennesker, og det ved både du, dine venner, jeres advokater og anklageren godt, at I ikke har, men alligevel siger hun det, og medierne skriver det, og så kan du vente på to håndfulde retsdage mere, og derefter vente videre, mens du prøver at passe din uddannelse, som du ærlig talt har forsømt en anelse siden anholdelsen, og så er det snart dommens dag, og en kendt tv-journalist vil gerne have et interview, men I vil hellere hjem og drikke champagne, og alligevel komplimenterer han din lyserøde kasket, og pludselig er sagen ud af verden.

Så holder I et brag af en fest, hvor civilpoliti holder i sidegaderne, og de vil ikke fortælle dig hvorfor, når du spørger dem, og du venter og venter på, at ankefristen udløber, og et kvarter før den udløber ringer din advokat, og ja, de har lige anket, de fucking svin – mine ord, ikke hendes – og nu kan du så få lov at vente et år mere på landsretten, og du aner ikke hvad fanden du skal sige, og de skal først beramme sagen senere på året, og der går et par måneder og det bliver jul, og du konstaterer at du stadig er elendig til at stå på ski, men du laver pulled pork til din familie, og du har klaret første runde, og kommer hjem fra juleferien og landsretssagen er berammet til september, og du venter og du venter, og I går så småt i gang med at forberede jer og aftaler møder med advokaterne og så ringer advokaten, ‘de dropper anken’, og ‘Statsadvokaten besluttede det for en måned siden, men har ikke lige fået fortalt det’, og det er sgu latterligt, men sagen er droppet, og du tør sgu ikke rigtigt tro på det, men dagen efter ringer advokaten igen, og nu har hun fået det på papir og efter fire et halvt år behøver du ikke vente længere, for nu, hvor du er blevet 28, og har brugt en sjettedel af dit liv på den her skide sag, er den endelig slut.

Danskernes Partis valgresultat ved kommunalvalget 2013

Her i foråret havde jeg et ret fedt datajournalistisk forløb på Journalisthøjskolen. Vi blev introduceret til en del værktøjer, blandt andet CartoDB, som jeg har brugt til at lave nedenstående kort, der viser i Danskernes Partis valgresultat helt ned til de enkelte valgsteder. Jo større bobbel, desto højere stemmeandel til Danskernes Parti.

Valgresultatet har jeg scraped fra KMDvalg med Import.io. Da CartoDBs gratisversion har en begrænsning på antallet af geocoding-opslag man kan lave, har jeg i stedet lavet geocodingen med Open Refine. Du kan finde en rimelig simpel guide til geocoding med Open Refine her.

Starting Strength – perfekt program for nye styrkeløftere

Det seneste halve år har jeg kørt træningsprogrammet Starting Strength. Det har resulteret i rigtigt pæne fremgange. Her følger en kort anbefaling.

Da jeg startede i slutningen af oktober lå mit 1RM squat på 160 kg. Syv måneder senere squattede jeg 202,5 kg. Mine fremgange i bænkpres og dødløft har desværre ikke været lige så store pga. en skulderskade, der har drillet i marts og april.

Starting Strength er udviklet af Mark Rippetoe, der har skrevet den glimrende bog med samme navn. Den kan findes på biblioteket og hos netboghandlerne.

Konceptet er kort fortalt, at man træner tre gange ugentligt med tre øvelser hver gang. Man squatter alle tre dage. De andre dage roterer man mellem pres- og trækøvelser. Presøvelserne er hhv. bænkpres og military press, mens trækøvelserne er dødløft og så rotationen mellem pull-ups og power cleans.

Næsten alle øvelser køres med tre arbejdssæt á fem gentagelser (efter behørige opvarmningssæt). Dødløft køres med kun et arbejdssæt á fem gentagelser, mens power cleans køres med fem sæt á tre gentagelser.

Selvom hver træningssession kun er tre øvelser, så tager det med stræk og opvarmning snildt 1½ time at køre programmet igennem. Den første tid kan det gøres hurtigere, da man starter med lave vægte og derfor har behov for kortere pauser mellem sæt, men efter en måneds tid eller to bliver vægtene så tunge, at man har brug for pauser på 3-7 minutter afhængigt af temperament.

Den helt store udfordring med Starting Strength er, at man skal starte med lave vægte. Altså rigtigt lave. Hvordan man finder sin startvægt er beskrevet på Starting Strength-wikien. Baggrunden for det er, en teori om, at jo lavere man starter, desto mere plads til progression skaber man. For mit vedkommende må jeg sige, at det fungerer. Selvom det i starten føles underligt at stå og squatte med vægte, som man normalt ville varme op med, så har det i det lange løb givet pote. Bigtime.

Der er mange, der laver små modifikationer (f.eks. dropper power cleans helt og så roterer mellem pull-ups og chin-ups i stedet). For mit eget vedkommende så skiftede jeg den ene af mine squat-sessioner ud med front squats, fordi belastningen af at squatte tungt tre gange ugentligt til sidst blev for meget. Front squats blev i stedet en restitutionsdag, og gav samtidig mulighed for at træne lidt core.

Jeg er efterhånden selv ved at have udtømt potentialet i Starting Strength, der som navnet antyder er et begynderprogram. Næste program bliver Wendler 5/3/1. Jeg vil på det varmeste anbefale Starting Strength til alle, der har lyst til at kaste sig over styrkeløft.

Hvis du selv vil i gang med Starting Strength, så vil jeg anbefale at du læser bogen og tjekker wikien ud.

Højrefløjens succesvalg

Der er skrevet en masse om højrefløjens – både den populistiske og den radikale – fremgang ved EP-valget. Denne blogpost er blot en service til dem, der gerne vil have et samlet overblik. Her følger en oversigt over både de højrepopulistiske og de højreradikale partiers mandater i Europa-Parlamentet de kommende fem år.

Alle tal stammer fra EU’s egne sider. Finder du fejl eller partier jeg har overset, så smid en mail på ar@andreas-rasmussen.dk.

Powerlifting og privilegier

For nylig havde jeg en aha-oplevelse, fordi jeg fik påpeget noget, som jeg aldrig før havde tænkt over.

Sidste efterår fandt jeg ud af, at jeg gerne vil være styrkeløfter. Styrkeløft er en sportsgren, hvor man konkurrerer i tre discipliner: squat, bænkpres og dødløft.

Jeg er stadig ret ny, men har fundet en enorm glæde ved at have et mål med min styrketræning. En glæde, der blandt andet kommer til udtryk ved, at jeg deler videoer fra min træning med mine venner på Facebook.

Det kom der for nylig en ret interessant diskussion ud af med en feministisk ven. Jeg citerer hende:

Jeg kender ingen – seriøst ingen – kvinder/homoer/transpersoner, som ikke har det svært med almindelige fitnesscentre/styrketræningscentre. Som ikke som minimum bare engang imellem har følelsen af f.eks: utryghed, usikkerhed, oplevelsen af at være udstillet, angst, oplevelser med tilråb, mobning, konflikter og bortvisninger. Jeg kender mange mennesker, der slet ikke oplever at de centre er en mulighed for dem, enten fordi de reelt har negative oplevelser og derfor har opgivet, eller fordi de har sammenlignelige oplevelser fra det offentlige rum og derfor opgiver på forhånd. Også selvom de ligesom dig gerne vil have en sports-hobby/træne/tabe sig/genoptræne efter operation/svede lidt/hænge ud med trænings-vennerne. Det er bare ikke en mulighed.

Jeg vil også gerne indskyde, at jeg også kender flere ikke-hvide mennesker, som også oplever at blive ekskluderet fra sådanne træningsrum. De fortæller mig, at der ofte kommenteres på deres hudfarve i forskellige eksotiserende vendinger.

Så det er åbenbart ikke kun et rum kun for mænd, men også i høj grad for hvide mænd.

(…)

Det specielle ved fitnesscentre er nok, at der er et særligt fokus på kroppens fysiske formåen og (potentielle) styrke, der er afklædt og nøgen hud, der er baderum, der er spejle osv. Alt sammen ting, som sætter køns- og kropsforskelle voldsomt i spil – kvinder står ikke og pumper jern i bar overkrop vel? Kvinder spiller ikke fodbold i parker vel? Homo’er og transpersoner vader ikke bare ubekymret ind i fitnesscentre, pumper lidt jern og dalrer ud i det baderum, de synes passer til deres kønsopfattelse vel?

Som cismand, der passer ind i omverdenens forestillinger af, hvad det vil sige at være mand, er det fuldstændig problemfrit at gå ind i et fitnesscenter og træne. Dét er et privilegie.

I virkeligheden er det et rigtig godt eksempel på, hvordan vores samfund fungerer: manden, helst hvid og hetero, er verdens centrum. Samfundet er grundlæggende indrettet efter hans behov. Alle andre må tilpasse sig eller stå udenfor.

Videre læsning om powerlifting og privilegier:
I øvrigt vil jeg lige dele et par interessante læsetips om emnet. De er langt fra dækkende, og jeg er ikke enige i alt hvad de skriver, men det er et godt sted at starte. Jeg modtager meget gerne tips om andre gode tekster på ar@andreas-rasmussen.dk.