Højrefløjens succesvalg

Der er skrevet en masse om højrefløjens – både den populistiske og den radikale – fremgang ved EP-valget. Denne blogpost er blot en service til dem, der gerne vil have et samlet overblik. Her følger en oversigt over både de højrepopulistiske og de højreradikale partiers mandater i Europa-Parlamentet de kommende fem år.

Alle tal stammer fra EU’s egne sider. Finder du fejl eller partier jeg har overset, så smid en mail på ar@andreas-rasmussen.dk.

Bydelsorganisering er (også) antifascisme

På lørdag går Racismefri By på gaden i en demonstration fra Enghaveparken, der slutter på Mozarts Plads i Sydhavnen. En bydel, der det seneste halve år har været præget af en del naziaktivitet. Der har været ihvertfald to bekræftede overfald på venstrefløjsaktivister, et par andenhånds-berettede historier om overfald og hærværk med nazistiske gerningsmænd samt en omfattende spredning af nazistiske klistermærker.

Nazimiljøet i Sydhavnen er ikke stort, overhovedet. Men det er lokalt forankret. En lille håndfuld kernemedlemmer af Danmarks Nationale Front bor i området og fylder meget i gadebilledet. De er samtidig en del af både misbrug- og halvkriminelle kredse, hvor de nyder en vis opbakning.

Vi står altså, for en gangs skyld, overfor et nazimiljø, der trods ringe størrelse faktisk har en vis forankring i det lokalområde hvor de er aktive.

Det er ret interessant, for sådan har vi sjældent oplevet det herhjemme. Naziborgene i Greve og Nørresundby har og havde lokalbefolkningen mod sig. Det samme gjorde sig gældende med nazihusene i Kværs og Kollund i Sønderjylland i starthalvfemserne.

Skal man sammenligne Sydhavnssituationen med noget, så er det nok White Pride i Århus i deres storhedstid. Her nød White Pride godt af en vis opbakning på både stadion og i værtshusmiljøet og nattelivet. Ikke en bred opbakning, ikke en stærk forankring, men den var der. Efter min opfattelse byggede den på lige dele frygt, politisk samhørighed, personlige relationer og voldskapacitet.

De faktorer går igen i Sydhavnen. Vi har et ret lille nazimiljø, som på en blanding af voldskapacitet og frygt kombineret med personlige relationer og til dels politisk opbakning i de lokale misbrugs- og halvkriminelle miljøer, har formået at vinde territorie i Sydhavnen.

Det er interessant, fordi det ikke nødvendigvis kan overvindes med samme værktøjer, som en gruppe tilrejsende nazister, der vil demonstrere i det centrale København gør.

En blandet gruppe af aktivister fra både Sydhavnen, tilstødende kvarterer og andre dele af København har det seneste halve år arbejdet i netværket Racismefri By. Et netværk, der også har en vigtig lokal forankring i Sydhavnen og et efter min opfattelse stærkt bånd til en række lokale aktører. Et netværk, der i mine øjne er en vigtig reminder til alle antifascister om, at det kan lade sig gøre at skabe lokal støtte til antinazistisk arbejde. Noget vi alt for ofte glemmer.

Ovenstående blev en halvlang smøre om Sydhavnen. Det, som jeg i virkeligheden ville med dette blogindlæg, var at reklamere for et twitter-rant min ven Mathias Wåg skrev i december sidste år kort tid efter naziangrebet i Kärrtorp.

Mathias’ tekst handler om hvordan en stærk organisering i lokalsamfundet er det stærkeste værn mod voldsberedte nazister. Det er interessant læsning og et godt oplæg til videre snak om hvordan problemet i Sydhavnen skal løses. Hele rantet opsummeres i dette vigtige tweet:

Forstadsorganisering (i vores tilfælde bydelsorganisering, red.) bygger på at bebo, leve og selvorganisere sig der hvor man bor. Nazisternes territorielle strategi på at dominere og skabe frygt.

For at finde Mathias’ fire måneder gamle tweets brugte jeg Snapbird, der tillader dig at søge langt bagud i egne og andres tweets. Fedt og brugervenligt værktøj.

Derfor er vi antifascister

Klokken 01.16 natten mellem lørdag og søndag sidder jeg i bilen på vej hjem fra et sent job. Telefonen ringer. Det er A fra Malmø. Min første tanke er, at hun er stiv og danser rundt til punkfestival i Ungdomshuset. Det er ikke tilfældet.

Mig: Hey.
A: Har nån ringd dig?
Mig: Nej.
A: Showan och Charlotte och två andra har blivit knivhuggna. Det är allvarligt med Showan.

Jeg behøver slet ikke at spørge A. Jeg ved godt, at det er nazister, der har gjort det. Det er implicit. Da jeg et kvarter senere er på Øresundsbron ringer jeg alligevel. Vil høre hende sige det.

“Det är nassarna,” bekræfter hun.

Fremme ved Malmøs skadestue halvanden time efter overfaldet. 30-40 aktivister står ved indgangen. Der er politi overalt. Transitter, patruljevogne, civilklædte, uniformerede. I venteværelset sidder en nazist med blod i hele hovedet. Han slap ikke så heldigt fra deres angreb på Möllan.

Ingen ved hvad der sker med vores venner. Usikkerheden er ulidelig. Der er stille, bortset fra enkelte snøft.

De første timer er kaos. De fire, der er blevet ramt, er på hver deres stue og holdes adskilt. De må ikke kommunikere før de er blevet afhørt, får vi af vide. Fem kampklædte betjente bevogter den enlige nazist før han efter endt behandling bliver kørt til arresten.

En af de knivstukne er ramt i skulderen. En anden i armhulen. En tredje er stukket i brystkassen, men han er ved bevidsthed. Den fjerde er Showan.

Showan er kørt på Lund, siger de. Han skal opereres, lyder det. Sammen med to kammerater ræser jeg afsted. Vi kommer frem 10 minutter før familien. Vi er ikke pårørende og kan ikke få noget af vide. Personalet siger, at Showan ikke er indskrevet på hospitalet. Hvad fanden sker der? Efter lidt diskussion med frontpersonalet kommer en læge med alvorlig mine og tager Showans nærmeste familie ind.

De kommer tilbage efter lang tid og fortæller, at han er under operation. Den er tidligst færdig klokken 6, nok nærmere 7. Klokken er 4. Vi kører til Malmö.

Køreturen på 30 minutter er stille. Helt stille. Ingen leger med mobilen, ingen tænker på hvad Expressen og Sydsvenskan skriver, ingen ringer opdateringer videre. Ingen græder. Der er bare stille.

Klokken er lidt i seks før vi har kørt de sidste hjem. Jeg lægger mig til at sove på en vens sofa. 06.28 ringer en kammerat fra hospitalet. Jeg kan ikke huske samtalen, kun en sætning: “Han skall ligga nersövd en vecka”. 06.37 tikker samme besked ind på mobilen fra en af Showans familiemedlemmer.

Det er fucking alvorligt det her. Vi har jo snakket om det mange gange før. Alle har vidst, at nazisterne er i stand til at slå ihjel. Vi har allesammen vidst, at vi risikerede at komme alvorligt til skade. Fascismen er vores fjende, og statistikken taler sit tydelige sprog. I 2008 lavede Expo en opgørelse, der viste, at nazister i perioden 1983-2008 myrdede 23 personer i Sverige. I Danmark er vi sluppet med ét mord.

Nu er frygten er blevet virkelighed.

Vi beslutter at vente med at give lægernes besked videre. Alle sover alligevel. Alle har brug for søvn, for vi har lange dage foran os. Sover videre til lidt i ni, afbrudt af enkelte telefonopkald og sms’er.

Jeg mødes med en nær ven fra Helsingborg, der er ræset til Malmö så snart han har fået besked om nattens begivenheder. Han er knust. Det er jeg også. Tillader mig selv at vise følelser for første gang.

Siden da har vi knoklet. De fires venner. De fires politiske kammerater. Aktivister i Malmö. Aktivister i resten af Sverige. Aktivister i København. Dagene har stået på pressearbejde, informationsspredning og mobilisering til søndagens store manifestation i Malmö. Indsamling af penge til at dække både praktiske og politiske udgifter. Tusind praktiske opgaver. Og så omsorgen. Omsorgen for hinanden. Et ekstra, langt kram, en ekstra sms – “er du okay?”. Mange gamle venner og aktivister ringer: “Du siger bare til hvad vi skal gøre.” Alle stiller op.

Midt i en kaotisk, stresset og sorgfuld tid er det et gigantisk lysglimt. Der er ikke noget pis. Gamle konflikter er lagt på hylden. Uvenner kan være i lokale med hinanden. Små dagligdagsirritationer er evigt ligegyldige. Fire af vores venner og kammerater er stukket ned. Solidariteten virker endeløs.

Solidariteten kommer også fra skæve steder. Jeg er igang med at skrive en større opgave på skolen. Det må vente, og min klassekammerat udviser forståelse. Han er ikke politisk, men han kan godt se på mit trætte ansigt, at der ikke er noget at hente. Vi må se på det i næste uge. “God bedring til din ven”, siger han, da jeg går ud af døren. Lettelse – og så tilbage til arbejdet.

Tirsdag eftermiddag er jeg i København. Så ringer telefonen. Der har været et overfald til. En lokal venstrefløjsaktivist er blevet overfaldet af en kendt nazist i Sydhavnen, da han stod og pillede nazistiske klistermærker ned. Det er ikke det første. Parallelt med, at nazisterne i Malmö det seneste halve har optrappet sine aktiviteter, er det samme sket i København. Især i Sydhavnen har en lille gruppe nazister været meget aktive. I januar blev en anden fyr slået ned på Mozarts Plads, og bydelen er dagligt plaget af naziklistermærker.

Politiet kunne ikke forhindre det overfald. Heller ikke overfaldet i tirsdags. De kunne heller ikke forhindre, at de fire i Malmö blev stukket ned. De kan, og de vil sikkert også gerne, forsøge at opklare det. Jeg tiltror ikke politiet ondskab eller uvilje. Jeg tror ikke, at politifolk overordnet holder med nazisterne. Men de kan ikke beskytte os.

Derfor er vi antifascister. Fordi vi er nødt til at beskytte os selv. Antifascisme handler ikke om en skid andet. Det handler om, at vi ikke vil leve i frygt.

Torsdag har jeg for første gang et par timer uden planer. Jeg løber ind i A, der ringede lørdag nat, på Möllevångstorget. Selvfølgelig dér. Verdens centrum i disse dage. Vi har begge tid til et hurtigt måltid.

Vi behøver ikke snakke om det hele. Hun kan godt se på mig, at jeg er udkørt. Jeg kan se det samme udtryk i hendes øjne, et spejlbillede af mine. Vi ved godt, at det her er alvor.

Det er derfor vi er antifascister.