Den første times tid går det fint. Sejlet er oppe, så vinden tvinger båden til at ligge rimeligt stabilt i vandet. Drengene snakker og griner. En af dem viser en video, han optog med mobiltelefonen dagen inden, da de gik på E45. Flere af dem vover sig op på den lille båds dæk, hvor de ryger og betager Avedøreværket fra vandsiden, mens båden langsomt runder Amagers sydspids.
Så snart båden er ude på åbent vand ændrer stemningen sig dog. Det blæser seks sekundmeter. Det er ikke så meget, men vinden kommer fra øst og styrmanden er nød til at stryge sejlet. Straks mærkes bølgerne tydeligt. Med jævne mellemrum letter den forreste del af den lille sejlbåd, for derefter at slå hårdt ned i bølgedalen. Drengene synes ikke det er sjovt. Kun de to rutinerede fritidssejlere og mindstemanden virker upåvirkede af bølgegangen.
Den lille dreng er kun ni år og den yngste i selskabet. Kulsort hår, de bruneste øjne og på flugt fra Afghanistan. Hans navn glipper, for rendezvous’et er kortvarigt. Han sover stort set hele vejen over sundet.
Ligesom resten af selskabet – fem drenge og unge mænd fra den tidlige teenagealder til midten af tyverne – taler han kun dari og pashto. Brudstykkerne af hans beretning kommer frem via tolken, der selv flygtede fra Afghanistan i midten af halvfemserne.
Den niårige dreng har været på flugt i lang tid. 35 dage har det taget at komme fra Grækenland til Danmark. Turen er gået via Ungarn (”det værste sted på turen”), Tyskland (”folk klappede da vi ankom”), Holland og derefter Tyskland igen.
Da de kommer til Tyskland anden gang tilbyder en menneskesmugler at sælge dem tre billetter til Danmark for den nette sum af 1500 dollars. Drengene betaler med de sidste penge de har. Ombord på toget finder de dog ud af, at billetterne ikke rækker længere end til Flensborg. Turen over grænsen tager de derfor til fods.
Sammen med en stor gruppe andre flygtninge begiver de sig nordpå. Tirsdag aften er de nået til Rødekro, hvor gruppen splitter op ved 21-tiden. De spredes for alle vinde i det sønderjyske landskab.
På parkeringspladsen ved Rødekro Station møder de sent på aftenen en blandet gruppe lokale, cirka 15-20 personer. De har falafler og vand med. De seks drenge spiser gladeligt. En enkelt af de lokale taler pashto og får frem, at drengene skal til Norge, hvor den ni-årige har familie.
Ind i to biler og afsted mod Sjælland. De tre ældste i den ene bil, de tre yngste i den anden. De får stukket en plade chokolade i hånden hver og den ni-åriges øjne lyser op. Efter at have spist den falder han og de to andre i søvn. De vågner først, da bilerne triller ind på Nørrebro.
Nørrebroaktivister har linet up til de seks afghanere i deres kollektiv. Ved ankomsten står der fem pizzaer og et fad med smørcroissanter fra 7-Eleven. Drengene gemmer sig dog genert på værelset og vil ikke komme ud i stuen for at spise. Klokken er lidt i fem onsdag morgen, og de er åbenlyst udkørte. Da en af beboerne serverer pizza på værelset kaster de sig dog sultent over den.
Onsdag formiddag er situationen kaotisk. Politiet har kastet håndklædet i ringen, så alle de flygtninge, der har gemt sig i København natten over, strømmer med toget til Sverige. Men meldingen lyder også på, at alle børn bliver tvangsregistreret af Migrationsverket på Malmö C. Det går ikke, for de seks skal til Norge uden at blive registreret. Samtidig forlyder det, at der periodevist også er kontrol på Øresundsbron og ved Helsingborgsfærgen. Så er der kun en løsning tilbage: en båd.
Inden de kommer så langt skal drengene have nyt tøj. Aktivisterne har i de tidlige morgentimer skaffet sko og tøj i de rigtige størrelser. Den mindste vælger de flotteste sko. Et par spritnye og glinsende hvide Adidas-sko med tre lyserøde striber.
Turen fra København til Malmö tager mere end fem timer med den lille båd. I en lille lystbådehavn udenfor den skånske hovedstad venter tre kammerater og tre biler, der fragter de afghanske drenge videre til et venligtsindet kollektiv. Igen er de tilbageholdende med at spise. Først da tolken begynder at øse ris op til dem, tør de gå til maden. Den mindste spiser de første ris med fingrene og griner.
Han har ellers ikke haft så meget at grine af. Fragmenterne af hans fortælling er tragiske nok hver for sig, og tilsammen udgør de en skæbnesfortælling som ingen kan forestille sig. I hans del af Afghanistan har både Taliban og IS været på fremmarch, forklarer tolken. Fra nabobyerne har nyhederne fortalt om massemord på 40, 50 og 100 mennesker af gangen. Til sidst tog familien flugten.
Igennem Iran sad han klemt inde bagi en lastbil i to døgn. Uden vand og næsten uden ilt. Folk pissede og sked ned af sig selv. Til sidst kom de til Tyrkiet. Drengene fik job på en fabrik, hvor de arbejdede for at tjene til resten af turen. Der arbejdede de et par måneder.
Da han skulle videre fra Tyrkiet sov han på et bjerg. En tidlig morgen blev han vækket af menneskesmuglerne, der skulle sejle ham til Grækenland. Han faldt på bjerget og slog sin fod alvorligt, men der gik flere dage, før han fik lægehjælp.
Sejlturen til Tyrkiet var en hård omgang. Ihvertfald griner drengene af turen over Øresund. Det er småting i forhold til hvad de har oplevet, forklarer de.
Selvom deres tur ud af Danmark – trods bølger og søsyge – går glat, så var rejsen ind i landet ikke lutter lagkage. Før de mødte de lokale ved Rødekro Station lå de og gemte sig i skoven. De kunne høre folk råbe ude på vejene, men forstod ikke råbene. ”Jeg troede det var nogen, der ville stikke os til politiet,” fortæller en af drengene. ”Jeg troede, at vi ville fryse ihjel i skoven” lyder det fra en anden.
Mange detaljer forsvinder i vinden over Øresund. Hvem af de seks drenge, der præcis er i familie og hvor på rejsen de resterende har mødt hinanden. Det samme gælder hvor den ni-årige mistede sine forældre. Et sted mellem Afghanistan og Europa var det ihvertfald. Forældrene er allerede i Oslo, der derfor er flugtens slutdestination.
Fredag bliver drengene kørt fra Malmö til Oslo. Asylvenner finder en ubevogtet grænseovergang og til sidst er de seks fremme. På banegården er det farvel til den ni-årige dreng og hans rejseselskab. Han går ud i Oslo i sine nye sko. Må de føre ham til hans forældre, til fred og frihed.