Tag: isolation

Udgivet den

Langsigtede konsekvenser af isolationsfængsling

I dag er det seks år siden, at jeg blev løsladt fra en varetægtsfængsling, der bl.a. indebar seks ugers isolation. Det er jo en fin anledning til at gøre regnskab over de langsigtede konsekvenser af isolationsfængsling.

Først lidt baggrund: Jeg har brugt størstedelen af mit unge og voksne liv på at være aktiv i det autonome miljø, mere specifikt i den antifascistiske bevægelse. I den anledning blev jeg den 28. februar 2010 anholdt af PET, sigtet for at være leder af en terrororganisation og varetægtsfængslet i isolation. Jeg sad fængslet i 10 uger, de første seks i retslig isolation (modsat frivillig isolation og strafcelle). Den 6. maj blev jeg løsladt. Mere end tre år senere blev terrorsigtelsen frafaldet. Jeg var 23 da jeg blev anholdt og er i dag 29 år gammel.

Siden min løsladelse har jeg beskæftiget mig en del med isolationsfængsling. Jeg har skrevet om opholdet og er blevet interviewet om det (Informeren, Gaia). Jeg har holdt foredrag for International Forum og Skandinavisk Isolasjonsnettverk og er sidenhen blevet en del af sidstnævnte netværk.

Igennem Skandinavisk isolasjonsnettverk har jeg mødt en række dygtige og sympatiske forskere, kriminologer, advokater og psykologer, der arbejder for at begrænse brugen af isolationsfængsling. Inspireret af bl.a. Ida Kochs artikler om emnet tror jeg, at det kunne være interessant at dokumentere de konsekvenser fængslingen har haft for mig siden løsladelsen.

En del af konsekvenserne var heldigvis kun kortvarige. De første dage var jeg konstant i ekstase over friheden og livet generelt. Jeg faldt dog hurtigt ned. Hele den første sommer døjede jeg med søvnbesvær, der bl.a. manifesterede sig ved, at jeg vågnede ved selv de mindste lyde – et problem som mange andre tidligere indsatte også har kæmpet med. Efter at være blevet vækket af vagternes nøglebundt hver morgen er det svært at vænne sig til andre lyde. Der har med garanti været en række andre kortvarige konsekvenser, som jeg har glemt. Det er trods alt noget tid siden.

Jeg er så ‘heldig’, at en masse andre af mine venner også har siddet i fængsel, både i varetægt og som afsonere. Det har givet mulighed for at lære af andres gode og dårlige erfaringer. Før isolationsopholdet har jeg siddet i fængsel to gange tidligere, og det gav også en vis ballast med.

Til sagen. En masse forskere har dokumenteret, at isolationsfængsling kan lede til en masse forfærdeligt lort. Jeg har været så priviligeret at have venner, familie og politiske kammerater, der har hjulpet og støttet mig igennem tiden under og efter fængslingen. Få andre er så heldige som mig. Alligevel kan jeg nu her, seks år senere, konstatere, at jeg stadig bokser med nogle psykiske konsekvenser af isolationen.

Socialt: Jeg har fået meget mindre lyst til at være ude blandt andre mange mennesker. Før isolationsopholdet gik jeg ofte til fester og opsøgte selv store arrangementer (demonstrationer, koncerter, etc.). I dag skal jeg bruge lang tid på at overtale mig selv til at være omgivet af mange mennesker, og jeg har hyppigere brug for at tage pauser fra f.eks. sociale begivenheder, ligesom jeg går tidligere hjem end de fleste. Det er ret generende, især når man er en del af et miljø, hvor den sociale omgangsform især er fester.

Hukommelsesproblemer: Jeg har fået ekstremt svært ved at huske nye ansigter og navne. Jeg har ellers altid haft meget let ved det, men i dag kan jeg glemme folks navne selv efter have mødt dem fem-ti gange. Så kommer man let til at fremstå pissearrogant – det er ikke så fedt.

Koncentrationsbesvær: Det er min oplevelse, at jeg har sværere ved at koncentrere mig over længere tid om en enkelt opgave. Jeg kan bruge adskillige timer på overspringshandlinger inden jeg går i gang med opgaver, der ellers kun tager en halv time. Det var til dels også et problem før isolationsfængslingen, men min oplevelse er, at det er blevet forværret. Jeg har også svært ved at fokusere, når der foregår flere ting på et lille område, f.eks. på en restaurant eller en fest.

Berøring: Psykologen Ida Koch fortalte mig en dag, at nogle isolationsindsatte (og indsatte generelt) får et meget anderledes forhold til berøring. Hun havde en dag klappet en indsat blidt på hånden, hvortil han havde sagt: “Det gør ondt”. Det var lidt af en aha-oplevelse at høre den historie. Siden jeg blev løsladt har jeg selv haft det ekstremt svært med berøring, der ikke er forventet. Hvis jeg møder en ven, kan jeg sagtens give dem et kram, så længe jeg har øjne på. Men hvis en ven klapper mig på skulderen, aer mig på hovedet eller på anden vis rører mig, mens vi sidder i biffen, i bilen eller i andre situationer, hvor jeg ikke visuelt opdager berøringen, så er det ubehageligt. Selvom det ikke gør fysisk ondt, så giver det en følelse af ubehag og uro og fungerer stik mod hensigten. Sådan havde jeg det ikke inden fængslingen.

Ovenstående er nogle af de langsigtede konsekvenser af isolationsfængsling, jeg oplever. Andre oplever det med garanti helt anderledes. Måske finder anden eks-indsat den her tekst på google en gang i fremtiden og får godt ud af den. I så fald er formålet opnået.

I Danmark falder brugen af retslig isolationsfængsling heldigvis hvert år. Til gengæld er der mange indsatte, der må sidde i frivillig isolation (f.eks. pga. narkogæld) eller placeres i strafcelle, der i praksis er administrativ isolation, fordi de bryder ordensreglerne i fængslet. Der er således stadig lang vej endnu.

Udgivet den

I Vestre ved alle hvad du tænker

I disse dage bringer Information Sebastian Abrahamsen og Kristian Corfixens suveræne artikelserie om sundhedsforholdene for indsatte i Kriminalforsorgens faciliteter.

Det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg selv havde med sundhedsvæsnet i Vestre Fængsel. I forbindelse med at jeg var isolationsfængslet talte jeg flere gange med Vestres psykolog. En flink psykolog, der lyttede og gav mulighed for lige at reflektere lidt over min egen situation, der ærlig talt ikke var den sjoveste. Jeg var naturligvis rimelig forbeholden hvad jeg talte om, da hun som sagt er ansat i fængslet, men jeg brugte hende blandt andet til at tale om de mentale og fysiske skadevirkninger jeg fik af isolationen, ligesom vi snakkede en del om min farfar, der på det tidspunkt var alvorligt syg.

Et stykke tid efter løsladelsen i maj 2010 får jeg så den idé, at jeg vil søge aktindsigt i hvad fængslet havde noteret om mig i forbindelse med mit ophold.

Akterne indholdt primært oplysninger om hvornår jeg havde haft besøg af min advokat og mine pårørende, hvornår jeg havde været til fristforlængelse, urinprøve og hvornår jeg havde haft celleransagning. Men en anden ting indeholdet akterne også: resumeer af alle mine samtaler med psykologen.

Det betød, at jeg fx kunne læse, at jeg på en given dag havde fortalt psykologen om, at jeg havde mareridt om, at min farfar døde mens jeg sad i iso. Det tænkte jeg egentligt var fortroligt mellem mig og hende. Nu står det så i Københavns Fængslers journalsystem som hovedparten af de 720 ansatte har adgang til. Det er værd at tilføje, at jeg ikke var blevet gjort opmærksom på, at psykologen førte journal i et it-system, som alle andre ansatte har adgang til. Det eneste hun sagde var, at hun havde tavshedspligt.

Den var nok ikke gået, hvis ikke lige det var indsatte det gik udover.

Udgivet den

Isolationskonference i Oslo

Torsdag-fredag var jeg inviteret til Oslo for at tale ved konferencen Isolasjon i skandinaviske fengsler, der var arrangeret af Skandinavisk Isolasjonsnettverk. Jeg var indbudt i min egenskab af tidligere isolationsfange i Vestre Fængsel, hvor jeg i forbindelse med et 10 uger langt varetægtsophold i 2010 sad retsligt isoleret de første seks uger.

Det har været to skidespændende dage, hvor både tidligere isolanter, pårørende, retshjælpsgrupper, forskere, ansatte ved Kriminalforsorgen i både Norge, Sverige og Danmark samt en række andre aktører var samlet for at udveksle viden og erfaringer.

Konferencens udgangspunkt var et ønske om at begrænse – hvis ikke helt fjerne – brugen af isolation i fængsler i Norden under både varetægt og afsoning.

Det var interessant at høre en række forskellige aktører tale om isolationens skadevirkninger. Den danske psykolog Ida Koch, der i mange år var aktiv i Retspolitisk Forenings isolationsgruppe, holdt et sublimt foredrag om de kort- og langsigtede skadevirkninger isolation har, og det var på en gang både skræmmende og en lettelse at få bekræftet, at jeg ikke er alene med mine oplevelser.

Koch fortalte, at isolation medfører en “meget betydelig reduktion af normal sanselig påvirkning og en meget betydelig reduktion af oplevelsesmæssige og fysiske handlemuligheder” samt en “social deprivation” i og med den “meget betydelige reduktion af meningsfuld kontakt med andre mennesker.” Hun konstaterede, at “isolation er en abnorm situation, der skaber abnorme tilstande”.

Hun har i øvrigt skrevet en række udgivelser på området, der kan bestilles på bibliotek.dk – det kan varmt anbefales.

En anden psykolog, der talte på konferencen var Anna Olsson, der arbejder med 15-21-årige varetægtsarrestanter i Göteborg. Hun fortalte om det store omfang af isolation blandt også de helt unge. Hende eksempler var skræmmende. Hun genfortalte f.eks historien om en 15-årig dreng, der efter tre måneder i isolation fik stukket et håndklæde i hånden. Han vidste ikke hvad det var, og hvad det skulle bruges til. En anden indsat, en dreng på 17, fortalte efter seks måneder i iso Anna, at han havde haft sin hidtil bedste dag i cellen, fordi en lille kløver eller lignende vækst var fløjet ind gennem tremmerne og landet i hans celle.

De skadelige virkninger blev også bekræftet af Andreas Wedervang-Resell, der er læge i Skien fengsel i Norge.

Interessant nok blev isolationens voldsomme konsekvenser også bekræftet af Ingebjørg Nytrøen, der er fængselsvagt i Oslo Fengsel. Hun beskrev isolation som en “livstruende situation”, og mente, at vagterne i fængslet reddede mange menneskeliv, når de forhindrede de indsatte i at begå selvmord.

Erkendelsen af, at isolationsfængsling har voldsomme konsekvenser er dog ikke ny. Peter Scharff-Smith, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, talte i sin præsentation om, at fængselsdirektører helt tilbage i 1870’erne beskrev omfattende psykiske og fysiske skader på isolationsfanger. Alligevel sker der i dag stadig en rutinemæssig brug af isolation i hele Skandinavien.

I Danmark er antallet af varetægtsfanger, der isoleres, på få årtier nedbragt fra ca. 40 procent til nu to-tre procent. De indsatte tildeles i stedet B&B – besøgs- og brevkontrol. I Sverige er brugen stadig massiv. I 2012 var det 50 procent af de varetægtsfængslede, der havde restriktioner, der gør varetægten til fuld eller delvis isolation. Det kan fx være medieforbud (ingen avis, radio og tv), besøgsforbud eller lignende. I Sverige har man, så vidt jeg kunne forstå, slet ikke mulighed for fællesskab med andre fanger under varetægt på samme måde som man har i Danmark når man ikke sidder i iso.

Der er altså rig mulighed for forbedring, for udviklingen går langsomt på området, selvom både Norge, Sverige og Danmark siden 90’erne har fået massiv kritik af European Committee for the Prevention of Torture for den omfattende brug af isolation under varetægt. For eksempel fortalte Johannes F. Nilsen at de norske fængsler først i dette efterår begyndt at registrere brugen af isolation under afsoning (frivillig iso, strafcelle, etc) i en samlet database, hvilket betyder, at der ikke findes statistik på området frem til i dag.

Heidi Mork Lomell, der er leder af Institutt for kriminologi og rettssosiologi, indledte konferencen med at fortælle om hvordan de, da instituttet grundlagdes, havde de en naiv forventning om, at forskning, kundskab og empiriske erfaringer ville ændre politikernes tilgang til retsplejen, i dette tilfælde isolation. Hun konstaterede, at det var ikke tilfældet – i stedet affejes forskernes undersøgelser som ideologiske indspark i debatten. En af arrangørerne bag konferencen, stipendiat Marte Rua, fremhævede af samme anledning vigtigheden af samarbejde på tværs af faggrupper for at få isolationsfængsel på dagsordenen i den offentlige debat.

Skal man sige noget negativt om konferencen, så var det fraværet af politi, anklagere og dommere, men det var jo ikke arrangørernes skyld. Godt nok havde anklagemyndigheden i Stockholm sendt en repræsentant for at fortælle om deres arbejde med at nedbringe isolation, men det blev en pinlig affære, der udover at være udtryk for åbenlys imagepleje gjorde det tydeligt, at ønsket fra de nævnte myndigheder til at gennemføre seriøse forandringer på området er særdeles begrænset.

Anklageren skal have en smule respekt for at stille op – trods alt – for hun fik en hård medfart, hvilket nok både skyldes indholdet af hendes oplæg og det faktum, at hun var den eneste repræsentant for anklagere/politi.

Hun fortalte f.eks. om, at da Riksåklagaren i Sverige havde besluttet sig for arbejde med området for at nedbringe isolationen nedsatte de en arbejdsgruppe. Den bestod af anklagere, politi, Kriminalvården (den svenske pendant til Kriminalforsorgen) samt en gruppe advokater. Ingen tidligere eller nuværende isolanter. Ingen pårørende. Ingen læger, sygeplejersker, psykologer eller psykiatere. Helt utroligt.

Ganske sigende for den tilgang forlod den svenske anklager konferencen efter sin egen præsentation, der ellers var en af de første. Hun nåede derfor ikke at høre os andre fortælle om de konsekvenser, isolationen har.