Klokken 01.16 natten mellem lørdag og søndag sidder jeg i bilen på vej hjem fra et sent job. Telefonen ringer. Det er A fra Malmø. Min første tanke er, at hun er stiv og danser rundt til punkfestival i Ungdomshuset. Det er ikke tilfældet.
Mig: Hey.
A: Har nån ringd dig?
Mig: Nej.
A: Showan och Charlotte och två andra har blivit knivhuggna. Det är allvarligt med Showan.
Jeg behøver slet ikke at spørge A. Jeg ved godt, at det er nazister, der har gjort det. Det er implicit. Da jeg et kvarter senere er på Øresundsbron ringer jeg alligevel. Vil høre hende sige det.
“Det är nassarna,” bekræfter hun.
Fremme ved Malmøs skadestue halvanden time efter overfaldet. 30-40 aktivister står ved indgangen. Der er politi overalt. Transitter, patruljevogne, civilklædte, uniformerede. I venteværelset sidder en nazist med blod i hele hovedet. Han slap ikke så heldigt fra deres angreb på Möllan.
Ingen ved hvad der sker med vores venner. Usikkerheden er ulidelig. Der er stille, bortset fra enkelte snøft.
De første timer er kaos. De fire, der er blevet ramt, er på hver deres stue og holdes adskilt. De må ikke kommunikere før de er blevet afhørt, får vi af vide. Fem kampklædte betjente bevogter den enlige nazist før han efter endt behandling bliver kørt til arresten.
En af de knivstukne er ramt i skulderen. En anden i armhulen. En tredje er stukket i brystkassen, men han er ved bevidsthed. Den fjerde er Showan.
Showan er kørt på Lund, siger de. Han skal opereres, lyder det. Sammen med to kammerater ræser jeg afsted. Vi kommer frem 10 minutter før familien. Vi er ikke pårørende og kan ikke få noget af vide. Personalet siger, at Showan ikke er indskrevet på hospitalet. Hvad fanden sker der? Efter lidt diskussion med frontpersonalet kommer en læge med alvorlig mine og tager Showans nærmeste familie ind.
De kommer tilbage efter lang tid og fortæller, at han er under operation. Den er tidligst færdig klokken 6, nok nærmere 7. Klokken er 4. Vi kører til Malmö.
Køreturen på 30 minutter er stille. Helt stille. Ingen leger med mobilen, ingen tænker på hvad Expressen og Sydsvenskan skriver, ingen ringer opdateringer videre. Ingen græder. Der er bare stille.
Klokken er lidt i seks før vi har kørt de sidste hjem. Jeg lægger mig til at sove på en vens sofa. 06.28 ringer en kammerat fra hospitalet. Jeg kan ikke huske samtalen, kun en sætning: “Han skall ligga nersövd en vecka”. 06.37 tikker samme besked ind på mobilen fra en af Showans familiemedlemmer.
Det er fucking alvorligt det her. Vi har jo snakket om det mange gange før. Alle har vidst, at nazisterne er i stand til at slå ihjel. Vi har allesammen vidst, at vi risikerede at komme alvorligt til skade. Fascismen er vores fjende, og statistikken taler sit tydelige sprog. I 2008 lavede Expo en opgørelse, der viste, at nazister i perioden 1983-2008 myrdede 23 personer i Sverige. I Danmark er vi sluppet med ét mord.
Nu er frygten er blevet virkelighed.
Vi beslutter at vente med at give lægernes besked videre. Alle sover alligevel. Alle har brug for søvn, for vi har lange dage foran os. Sover videre til lidt i ni, afbrudt af enkelte telefonopkald og sms’er.
Jeg mødes med en nær ven fra Helsingborg, der er ræset til Malmö så snart han har fået besked om nattens begivenheder. Han er knust. Det er jeg også. Tillader mig selv at vise følelser for første gang.
Siden da har vi knoklet. De fires venner. De fires politiske kammerater. Aktivister i Malmö. Aktivister i resten af Sverige. Aktivister i København. Dagene har stået på pressearbejde, informationsspredning og mobilisering til søndagens store manifestation i Malmö. Indsamling af penge til at dække både praktiske og politiske udgifter. Tusind praktiske opgaver. Og så omsorgen. Omsorgen for hinanden. Et ekstra, langt kram, en ekstra sms – “er du okay?”. Mange gamle venner og aktivister ringer: “Du siger bare til hvad vi skal gøre.” Alle stiller op.
Midt i en kaotisk, stresset og sorgfuld tid er det et gigantisk lysglimt. Der er ikke noget pis. Gamle konflikter er lagt på hylden. Uvenner kan være i lokale med hinanden. Små dagligdagsirritationer er evigt ligegyldige. Fire af vores venner og kammerater er stukket ned. Solidariteten virker endeløs.
Solidariteten kommer også fra skæve steder. Jeg er igang med at skrive en større opgave på skolen. Det må vente, og min klassekammerat udviser forståelse. Han er ikke politisk, men han kan godt se på mit trætte ansigt, at der ikke er noget at hente. Vi må se på det i næste uge. “God bedring til din ven”, siger han, da jeg går ud af døren. Lettelse – og så tilbage til arbejdet.
Tirsdag eftermiddag er jeg i København. Så ringer telefonen. Der har været et overfald til. En lokal venstrefløjsaktivist er blevet overfaldet af en kendt nazist i Sydhavnen, da han stod og pillede nazistiske klistermærker ned. Det er ikke det første. Parallelt med, at nazisterne i Malmö det seneste halve har optrappet sine aktiviteter, er det samme sket i København. Især i Sydhavnen har en lille gruppe nazister været meget aktive. I januar blev en anden fyr slået ned på Mozarts Plads, og bydelen er dagligt plaget af naziklistermærker.
Politiet kunne ikke forhindre det overfald. Heller ikke overfaldet i tirsdags. De kunne heller ikke forhindre, at de fire i Malmö blev stukket ned. De kan, og de vil sikkert også gerne, forsøge at opklare det. Jeg tiltror ikke politiet ondskab eller uvilje. Jeg tror ikke, at politifolk overordnet holder med nazisterne. Men de kan ikke beskytte os.
Derfor er vi antifascister. Fordi vi er nødt til at beskytte os selv. Antifascisme handler ikke om en skid andet. Det handler om, at vi ikke vil leve i frygt.
Torsdag har jeg for første gang et par timer uden planer. Jeg løber ind i A, der ringede lørdag nat, på Möllevångstorget. Selvfølgelig dér. Verdens centrum i disse dage. Vi har begge tid til et hurtigt måltid.
Vi behøver ikke snakke om det hele. Hun kan godt se på mig, at jeg er udkørt. Jeg kan se det samme udtryk i hendes øjne, et spejlbillede af mine. Vi ved godt, at det her er alvor.
Det er derfor vi er antifascister.