Sagen #1: The wait is over

De fleste har prøvet at vente på noget, de ikke så frem til. En skideballe, et møde med banken, en begravelse eller en tur til tandlæge. Jeg – og en håndfuld af mine bedste venner – har ventet i fire et halvt år. Fra PET slog til 28. februar 2010 til Statsadvokaten den 13. august i år meddelte, at ankesagen mod os droppes, gik der 1627 dage.

Først seks uger i en isolationscelle i Vestre Fængsel. Har du prøvet at vente dér?
Spærret inde 23 timer i døgnet, en times gårdtur hver morgen i en lagkagestykkeformet gård på 15-20 kvadratmeter. Det eneste du kan fordrive tiden med er CSI i fjerneren og Sara Bro på P3. Du er helt fucking alene med dine tanker på seks kvadratmeter. En terrorsigtelse og en blændende skarp pære hængende over hovedet. Om aftenen kan du vente, mens du lytter på de desperate sjæle i nabocellerne, hvis skrig runger ind under den tunge metaldør og imellem Vestres fire forhadte fløje. Nord, syd, øst, vest – bare få mig ud. Vente sammen med ensomme og alt for unge rockerlærlinge, der bare vil hjem til sine forældre, og en morder med døde øjne. Vente med celleransagninger, urinprøver, fire timers ventetid på at skide og en halv time på at blive lukket ud fra toilettet. Har du prøvet at vente på dét?

Vente på at se dine elskede i en besøgscelle. Deres ansigter værre end noget andet. Dine egne følelser kan kontrolleres, gemmes væk, bearbejdes. Deres – de er der bare. Lige foran dig. Du kan se dem i 45 minutter med en PET-agent i sofaen ved siden af, der lader som om han laver kryds og tværs, mens dine elskede sidder dér, og du kan ikke fortælle hvad der sker, for du må ikke snakke om sagen, så du kan bare sige ‘det skal nok gå’ til dem, mens du prøver at overtale dig selv til, at det er rigtigt. En tur igennem nøgenvisitation igen-igen-igen og så kan du vente en uge, før du igen ser de mennesker, du holder af, i en forpulet besøgscelle i Vestre. Har du ventet på dét?

Din moster sender et brev, der er fem uger undervejs, for PET skal læse og analysere det. Hun joker om postvæsner og efterretningsvæsner og det giver et lille afbræk i ventetiden. Og så er der jo CSI igen. Horatio, Grissom og Mac. Horatio, der er så fucking bedrevidende og selvtægtsagtig og hellig og irriterende med sine solbriller, men du ser jo CSI – også Miami – alligevel, for du har ikke andet at lave, for du venter.

Du skal til fristforlængelse og kører gennem byen i en cellevogn med en Brøndby-hooligan, der også skal forlænges. Ind i byrettens dagsarrest på Nytorv, og du kan lige skimme Fisketorvet hvor du købte din første North Face-jakke på åbningsdagen, mens fængselsbetjentene foran i bilen taler om vind og vejr og drikker kaffe og har en helt almindelig arbejdsdag, mens du venter. Venter på at der bliver grønt, på at komme op til dagsarresten, hvor du læser en bog om Michael Laudrups tænder mens du venter. Ned i retten, din bedste ven laver V-tegn, da tilhørerne sendes ud, for alt foregår for lukkede døre, og du tror et øjeblik på, at det nok skal gå, og så får du fire uger mere, og dommeren går hjem og har fri og du kører tilbage til Vestre, hvor du venter videre.

Så ud af iso og over på en fællesskabsafdeling, hvor du du hilser på sygeplejersken og bliver vejet, og du har tabt 12 kilo mens du sad i iso, for du åd ikke andet end rugbrød og avocado og frugt, og tre gange om ugen fik du lov til sidde på en kondicykel i en tom celle, mens du hørte cd’erne med L.O.C og Dodo & the Dodos, der var nået igennem indleveringen før fængslet opdagede, at du havde B&B og slet ikke måtte få cd’er ind, og så kunne du vente på at blive lukket ud af badet efter træning, for der er vagtskifte, så du kunne komme tilbage på cellen når det passede dem, og det gjorde det ikke lige dér.

Vente på endnu en fristforlængelse, da døren til cellen går op, en fængselsbetjent med trådløs telefon i hånden, det er din advokats sekretær, ‘du bliver løsladt i morgen’, og så kan du vente på, at det bliver i morgen, og have dårlig samvittighed overfor alle dine medfanger, fordi du skal ud, og de skal blive, og du spørger om der er nogle, der har brug for hjælp til noget, og K vil gerne have, at du snakker med hans bror, og det lover du, og du bruger ventetiden på at sælge din trimmer og Playstation billigt til nogen, der har mere brug for dem end dig, og du vil ikke ud, for det er ikke fair, at du skal, og de ikke skal. Har du ventet på dét?

Du venter på at falde i søvn i Vestre for sidste gang og på, at PET-manden ud på formiddagen dukker op, lukker dig ud, giver dig dine nøgler og kreditkort, men ikke din telefon og computer og seks sorte skraldesække med papir, for de er beslaglagt, før han fnyser et par fornærmede ubehageligheder og lader dig gå ud til dem du elsker. De har også ventet på dig og din ven, der har siddet på en anden afdeling og ventet lige så meget som dig.

Så kan du vente på efterforskningen, der trækker ud. Vente på telefonopkald, fra venners venner, når dine venner bliver plukket op på jobbet eller i hjemmet af to PET-folk, anholdt, afhørt, løsladt, vente på at de dukker op, for PET har taget deres telefon, og så kan de jo ikke ringe, så du venter på, at de kommer ud fra Bellahøj, og så kan I vente på, hvem der mon er den næste, og gad vide hvad han er sigtet for, og hvornår mon det stopper. Så er der pludselig gået over et år, og Politiken skriver på forsiden, at jeres organisation ‘knyttes til terror’, selvom det ikke er nogen nyhed, og så venter du videre, og så går der et par år mere, og pludselig er det april 2013, og da du kommer ud fra træning har en af de andre skrevet, at du skal ringe, og det gør du, og han har fået af vide af advokaten, at der kommer anklageskrift i morgen, og at terrorsagen er frafaldet, og Politiken skriver en lille notits på side tre om, at vi alligevel ikke er terrorister. Og så kan du vente et halvt år på retssagen, på at gennemlæse akterne, diskutere jura med advokaterne, der serverer cola og smil, og det hele rykker nærmere.

Dagen inden retssagen starter kan du vente på at falde i søvn, selvom du godt ved, at det bliver svært, og du kan slå ventetiden ihjel om morgenen ved at høre Celine Dion, og så går der jo tid med det, og så sidder du der lige pludselig, efter tre et halvt år, og lytter på en anklager, der påstår at I har hacket 6.000 mennesker, og det ved både du, dine venner, jeres advokater og anklageren godt, at I ikke har, men alligevel siger hun det, og medierne skriver det, og så kan du vente på to håndfulde retsdage mere, og derefter vente videre, mens du prøver at passe din uddannelse, som du ærlig talt har forsømt en anelse siden anholdelsen, og så er det snart dommens dag, og en kendt tv-journalist vil gerne have et interview, men I vil hellere hjem og drikke champagne, og alligevel komplimenterer han din lyserøde kasket, og pludselig er sagen ud af verden.

Så holder I et brag af en fest, hvor civilpoliti holder i sidegaderne, og de vil ikke fortælle dig hvorfor, når du spørger dem, og du venter og venter på, at ankefristen udløber, og et kvarter før den udløber ringer din advokat, og ja, de har lige anket, de fucking svin – mine ord, ikke hendes – og nu kan du så få lov at vente et år mere på landsretten, og du aner ikke hvad fanden du skal sige, og de skal først beramme sagen senere på året, og der går et par måneder og det bliver jul, og du konstaterer at du stadig er elendig til at stå på ski, men du laver pulled pork til din familie, og du har klaret første runde, og kommer hjem fra juleferien og landsretssagen er berammet til september, og du venter og du venter, og I går så småt i gang med at forberede jer og aftaler møder med advokaterne og så ringer advokaten, ‘de dropper anken’, og ‘Statsadvokaten besluttede det for en måned siden, men har ikke lige fået fortalt det’, og det er sgu latterligt, men sagen er droppet, og du tør sgu ikke rigtigt tro på det, men dagen efter ringer advokaten igen, og nu har hun fået det på papir og efter fire et halvt år behøver du ikke vente længere, for nu, hvor du er blevet 28, og har brugt en sjettedel af dit liv på den her skide sag, er den endelig slut.