Torsdag-fredag var jeg inviteret til Oslo for at tale ved konferencen Isolasjon i skandinaviske fengsler, der var arrangeret af Skandinavisk Isolasjonsnettverk. Jeg var indbudt i min egenskab af tidligere isolationsfange i Vestre Fængsel, hvor jeg i forbindelse med et 10 uger langt varetægtsophold i 2010 sad retsligt isoleret de første seks uger.
Det har været to skidespændende dage, hvor både tidligere isolanter, pårørende, retshjælpsgrupper, forskere, ansatte ved Kriminalforsorgen i både Norge, Sverige og Danmark samt en række andre aktører var samlet for at udveksle viden og erfaringer.
Konferencens udgangspunkt var et ønske om at begrænse – hvis ikke helt fjerne – brugen af isolation i fængsler i Norden under både varetægt og afsoning.
Det var interessant at høre en række forskellige aktører tale om isolationens skadevirkninger. Den danske psykolog Ida Koch, der i mange år var aktiv i Retspolitisk Forenings isolationsgruppe, holdt et sublimt foredrag om de kort- og langsigtede skadevirkninger isolation har, og det var på en gang både skræmmende og en lettelse at få bekræftet, at jeg ikke er alene med mine oplevelser.
Koch fortalte, at isolation medfører en “meget betydelig reduktion af normal sanselig påvirkning og en meget betydelig reduktion af oplevelsesmæssige og fysiske handlemuligheder” samt en “social deprivation” i og med den “meget betydelige reduktion af meningsfuld kontakt med andre mennesker.” Hun konstaterede, at “isolation er en abnorm situation, der skaber abnorme tilstande”.
Hun har i øvrigt skrevet en række udgivelser på området, der kan bestilles på bibliotek.dk – det kan varmt anbefales.
En anden psykolog, der talte på konferencen var Anna Olsson, der arbejder med 15-21-årige varetægtsarrestanter i Göteborg. Hun fortalte om det store omfang af isolation blandt også de helt unge. Hende eksempler var skræmmende. Hun genfortalte f.eks historien om en 15-årig dreng, der efter tre måneder i isolation fik stukket et håndklæde i hånden. Han vidste ikke hvad det var, og hvad det skulle bruges til. En anden indsat, en dreng på 17, fortalte efter seks måneder i iso Anna, at han havde haft sin hidtil bedste dag i cellen, fordi en lille kløver eller lignende vækst var fløjet ind gennem tremmerne og landet i hans celle.
De skadelige virkninger blev også bekræftet af Andreas Wedervang-Resell, der er læge i Skien fengsel i Norge.
Interessant nok blev isolationens voldsomme konsekvenser også bekræftet af Ingebjørg Nytrøen, der er fængselsvagt i Oslo Fengsel. Hun beskrev isolation som en “livstruende situation”, og mente, at vagterne i fængslet reddede mange menneskeliv, når de forhindrede de indsatte i at begå selvmord.
Erkendelsen af, at isolationsfængsling har voldsomme konsekvenser er dog ikke ny. Peter Scharff-Smith, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, talte i sin præsentation om, at fængselsdirektører helt tilbage i 1870’erne beskrev omfattende psykiske og fysiske skader på isolationsfanger. Alligevel sker der i dag stadig en rutinemæssig brug af isolation i hele Skandinavien.
I Danmark er antallet af varetægtsfanger, der isoleres, på få årtier nedbragt fra ca. 40 procent til nu to-tre procent. De indsatte tildeles i stedet B&B – besøgs- og brevkontrol. I Sverige er brugen stadig massiv. I 2012 var det 50 procent af de varetægtsfængslede, der havde restriktioner, der gør varetægten til fuld eller delvis isolation. Det kan fx være medieforbud (ingen avis, radio og tv), besøgsforbud eller lignende. I Sverige har man, så vidt jeg kunne forstå, slet ikke mulighed for fællesskab med andre fanger under varetægt på samme måde som man har i Danmark når man ikke sidder i iso.
Der er altså rig mulighed for forbedring, for udviklingen går langsomt på området, selvom både Norge, Sverige og Danmark siden 90’erne har fået massiv kritik af European Committee for the Prevention of Torture for den omfattende brug af isolation under varetægt. For eksempel fortalte Johannes F. Nilsen at de norske fængsler først i dette efterår begyndt at registrere brugen af isolation under afsoning (frivillig iso, strafcelle, etc) i en samlet database, hvilket betyder, at der ikke findes statistik på området frem til i dag.
Heidi Mork Lomell, der er leder af Institutt for kriminologi og rettssosiologi, indledte konferencen med at fortælle om hvordan de, da instituttet grundlagdes, havde de en naiv forventning om, at forskning, kundskab og empiriske erfaringer ville ændre politikernes tilgang til retsplejen, i dette tilfælde isolation. Hun konstaterede, at det var ikke tilfældet – i stedet affejes forskernes undersøgelser som ideologiske indspark i debatten. En af arrangørerne bag konferencen, stipendiat Marte Rua, fremhævede af samme anledning vigtigheden af samarbejde på tværs af faggrupper for at få isolationsfængsel på dagsordenen i den offentlige debat.
Skal man sige noget negativt om konferencen, så var det fraværet af politi, anklagere og dommere, men det var jo ikke arrangørernes skyld. Godt nok havde anklagemyndigheden i Stockholm sendt en repræsentant for at fortælle om deres arbejde med at nedbringe isolation, men det blev en pinlig affære, der udover at være udtryk for åbenlys imagepleje gjorde det tydeligt, at ønsket fra de nævnte myndigheder til at gennemføre seriøse forandringer på området er særdeles begrænset.
Anklageren skal have en smule respekt for at stille op – trods alt – for hun fik en hård medfart, hvilket nok både skyldes indholdet af hendes oplæg og det faktum, at hun var den eneste repræsentant for anklagere/politi.
Hun fortalte f.eks. om, at da Riksåklagaren i Sverige havde besluttet sig for arbejde med området for at nedbringe isolationen nedsatte de en arbejdsgruppe. Den bestod af anklagere, politi, Kriminalvården (den svenske pendant til Kriminalforsorgen) samt en gruppe advokater. Ingen tidligere eller nuværende isolanter. Ingen pårørende. Ingen læger, sygeplejersker, psykologer eller psykiatere. Helt utroligt.
Ganske sigende for den tilgang forlod den svenske anklager konferencen efter sin egen præsentation, der ellers var en af de første. Hun nåede derfor ikke at høre os andre fortælle om de konsekvenser, isolationen har.