I tirsdags udkom min bog Ingen jävla hjälte om svensk-iraneren Showan Shattak, der 8. marts 2014 blev udsat for et voldsomt knivoverfald af nazister. Han lå i koma i en uge og mere end tre måneder på hospitalet. I bogen fortæller han om sin kamp tilbage til livet.
Bogen kan bestilles via Kira Förlag (der sender til hele verden) eller Bokus, der sælger den lidt billigere.
Showan blev i forbindelse med udgivelsen interviewet på svensk TV4.
Det er helt utroligt, hvor sjældent racistisk motiverede forbrydelser dækkes i de danske medier. Så snart en muslim, indvandrer eller araber slår en prut, så er demokratiet under angreb, der er breaking news-disko på netavisernes forsider og MF’erne går twitteramok.
Men når ofrene har den forkerte hudfarve eller religion, så er der sgu’ ingen der råber op. Bevares, et enkelt Ritzau-telegram slipper måske igennem, hvorefter det kan ligge og putte sig i bunden af pol.dk.
Et udsnit af de seneste dages historier om højreradikale og racistiske angreb:
“Vi har underrättelse på att det kommer ett stort antal autonoma krafter från Danmark. Det handlar om riktiga streetfighters med stort våldskapital. Polisinsatsen är väl rustad för detta. Vi är beredda på mycket våld och kommer därför vara snabbare på att ingripa när något händer.”
Sådan er en anonym politikilde citeret i Dagens Nyheter fredag den 29. august. Det var startskuddet til en massiv politiindsats mod 50-60 danske antifascister i Stockholm denne weekend. Mere om det om lidt.
Jeg var på min første bustur til Stockholm i 2003, da 150 antifascister kørte i bus fra Danmark for at deltage i protesterne mod Nordens største nazimarch siden Anden Verdenskrig. Det år marcherede mere end 2000 nazister i forstaden Salem syd for Stockholm.
Siden EU-topmødet i Göteborg i 2001 har danske antifascister været på cirka ti busture til Stockholm i forbindelse med antifascistiske demonstrationer. Der har været ture til Salem i årene 2002-2008, ‘det falske Salem’ i 2011, English Defence Leagues demonstration i august 2012 og nu så altså Svenskarnas Partis demonstration lørdag den 30. august 2014.
På turene har mellem 50 og 150 aktivister været afsted. Et forsigtigt bud er således, at turene efter Göteborg har i alt har sendt ihvertfald 1.000 danske antifascister afsted (det reelle tal er nok nærmere 1.100-1.300).
På de 13 år, der er gået, er der, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen danske aktivister, der er dømt for nogle forbrydelser i forbindelse med demonstrationerne. En ven har fået en parkeringsbøde, men ellers har politiet ‘kun’ budt på vilkårlige bortkørsler, hvor antifascister er blevet kørt 5-10-15 km. væk af politiet og sat af på tilfældige, utilgængelige steder, anholdelser uden sigtelser, langvarige tilbageholdelser på gaden (inkl. visitation, fotografering og identifikation) samt knippelsuppe uddelt med rund hånd. Jeg har fundet en enkelt sag fra 2012, hvor en dansk aktivist blev sigtet for ‘våldsam motstånd‘, men så vidt jeg ved er sagen aldrig kommet for retten.
Trods de danske aktivisters i denne sammenhæng clean sheet, så pisker politiet en stemning op, og de holdt løftet lørdag: de satte hårdt ind.
Fra morgenstunden stormede 50 betjente kulturhuset Cyklopen, hvor de danske antifascister spiste morgenmad. De forsøgte på dramatisk vis at sparke døren ind (den åbnede dog udad), ligesom de var ret truende. Alle aktivister blev slæbt udenfor, visiteret, filmet og id-tjekket. Herefter ransagede politiet Cyklopen.
Hvad blev så dagens fund? Jo, hvis man skal tro politiets udtalelser i medierne, så blev det til “midler til planlagte overfald”, nemlig en kniv, kort (over Stockholm) samt halsklude. Kniven tilhørte dog ikke nogle af aktivisterne, men derimod Cyklopen – der råder over et stort køkken, hvor der netop var lavet morgenmad til danskerne. Kortene skulle bruges til – surprise – at finde vej (hvilket pt. ikke er en forbrydelse i Sverige) samt nogle halsklude. Nu er det sådan, at maskeringsforbuddet i Sverige ikke er lige så stramt som i Danmark, hvilket betyder, at maskering faktisk ikke er forbudt i alle demonstrationssammenhænge. At aktivister har halsklude med handler ikke om at lave ballade, men om risikoen for at havne på billede i nazisternes registre. At blive udpeget som antifascist har tidligere kostet folk livet i Sverige. Uanset hvor meget svensk politi prøver at puste fundene op, så er der ikke noget at komme efter. Cyklopen vil i øvrigt klage over razziaen.
Efter politiets cirkus på Cyklopen tog danskergruppen ind til det centrale Stockholm og gik fra Sergels Torg mod Kungsträdgården. På Hamngatan bliver gruppen stoppet af en gruppe betjente, der voldsomt skubber aktivisterne op ad muren, selvom ingen gør modstand. De gelejder de danske aktivister rundt om hjørnet til Norrlandsgatan, hvor alle igen visiteres, registreres og identificeres. Så får danskerne lov til at gå ind i demonstrationen, hvor de modtages med klapsalver.
Hvorend grupper og individer fra danskergruppen går har de 30-40 udkommanderede civilbetjente fra Kilo-enheden øjne på dem og følger dem som skygger.
En times tid senere går politiet igen hårdt til danskerne. Da cirka 25 danskere går af Jakobsgatan for at råbe af nazisterne fra krydset ved Regeringsgatan stormer 10-12 civilbetjente og fire transitter fyldt med kampklædte betjente frem mod dem. Enkelte når at løbe væk, men cirka tyve klaskes brutalt op af muren og ned på jorden, hvor de anholdes for at løslades ud på aftenen. Så vidt jeg kan forstå er de sigtet for at have maskeret sig. Jeg så hændelsen finde sted og kan med sikkerhed sige, at langt fra alle de anholdte var maskerede.
Så gik hændelserne ellers sin gang og nazierne skred hjem, og så troede vi også, at vi skulle hjem. Politiet havde dog andre planer. En gruppe på 10 danskere gik på Södermalm på vej ud for at spise aftensmad, da de bliver passet op af politiet, der igen-igen tilbageholder, registrerer og filmer dem. De bliver kørt ud til en havnekaj, hvor de individuelt – afsides fra resten af gruppen – udsættes for trusler. En af aktivisterne fortæller, at en betjent på engelsk spurgte: “Are you looking for trouble? Well, I am trouble”, ligesom betjentene gjorde det klart, at hvis danskerne blev set i Stockholm igen denne aften “kunne de slet ikke forestille sig, hvad der ville ske”. Efter trusler og chikane blev de sluppet fri med besked om at gå fra stedet en og en.
I skrivende stund er alle danskere løsladt og på vej hjem. Stadig uden domme – stadig uden forståelse for det svenske politi.
(NB: Blogposten er skrevet sent lørdag aften den 30. august, alle fejl skyldes at det har været en lang dag.)
Update 31. august 11.30: Sagen mod aktivisten, der var mistænkt for ‘våldsamt motstånd’ i august 2012, blev frafaldet. Det har aktivisten netop selv fortalt mig. Således står vi tilbage med en parkeringsbøde, der i øvrigt var i Malmö og ikke Stockholm..
De fleste har prøvet at vente på noget, de ikke så frem til. En skideballe, et møde med banken, en begravelse eller en tur til tandlæge. Jeg – og en håndfuld af mine bedste venner – har ventet i fire et halvt år. Fra PET slog til 28. februar 2010 til Statsadvokaten den 13. august i år meddelte, at ankesagen mod os droppes, gik der 1627 dage.
Først seks uger i en isolationscelle i Vestre Fængsel. Har du prøvet at vente dér?
Spærret inde 23 timer i døgnet, en times gårdtur hver morgen i en lagkagestykkeformet gård på 15-20 kvadratmeter. Det eneste du kan fordrive tiden med er CSI i fjerneren og Sara Bro på P3. Du er helt fucking alene med dine tanker på seks kvadratmeter. En terrorsigtelse og en blændende skarp pære hængende over hovedet. Om aftenen kan du vente, mens du lytter på de desperate sjæle i nabocellerne, hvis skrig runger ind under den tunge metaldør og imellem Vestres fire forhadte fløje. Nord, syd, øst, vest – bare få mig ud. Vente sammen med ensomme og alt for unge rockerlærlinge, der bare vil hjem til sine forældre, og en morder med døde øjne. Vente med celleransagninger, urinprøver, fire timers ventetid på at skide og en halv time på at blive lukket ud fra toilettet. Har du prøvet at vente på dét?
Vente på at se dine elskede i en besøgscelle. Deres ansigter værre end noget andet. Dine egne følelser kan kontrolleres, gemmes væk, bearbejdes. Deres – de er der bare. Lige foran dig. Du kan se dem i 45 minutter med en PET-agent i sofaen ved siden af, der lader som om han laver kryds og tværs, mens dine elskede sidder dér, og du kan ikke fortælle hvad der sker, for du må ikke snakke om sagen, så du kan bare sige ‘det skal nok gå’ til dem, mens du prøver at overtale dig selv til, at det er rigtigt. En tur igennem nøgenvisitation igen-igen-igen og så kan du vente en uge, før du igen ser de mennesker, du holder af, i en forpulet besøgscelle i Vestre. Har du ventet på dét?
Din moster sender et brev, der er fem uger undervejs, for PET skal læse og analysere det. Hun joker om postvæsner og efterretningsvæsner og det giver et lille afbræk i ventetiden. Og så er der jo CSI igen. Horatio, Grissom og Mac. Horatio, der er så fucking bedrevidende og selvtægtsagtig og hellig og irriterende med sine solbriller, men du ser jo CSI – også Miami – alligevel, for du har ikke andet at lave, for du venter.
Du skal til fristforlængelse og kører gennem byen i en cellevogn med en Brøndby-hooligan, der også skal forlænges. Ind i byrettens dagsarrest på Nytorv, og du kan lige skimme Fisketorvet hvor du købte din første North Face-jakke på åbningsdagen, mens fængselsbetjentene foran i bilen taler om vind og vejr og drikker kaffe og har en helt almindelig arbejdsdag, mens du venter. Venter på at der bliver grønt, på at komme op til dagsarresten, hvor du læser en bog om Michael Laudrups tænder mens du venter. Ned i retten, din bedste ven laver V-tegn, da tilhørerne sendes ud, for alt foregår for lukkede døre, og du tror et øjeblik på, at det nok skal gå, og så får du fire uger mere, og dommeren går hjem og har fri og du kører tilbage til Vestre, hvor du venter videre.
Så ud af iso og over på en fællesskabsafdeling, hvor du du hilser på sygeplejersken og bliver vejet, og du har tabt 12 kilo mens du sad i iso, for du åd ikke andet end rugbrød og avocado og frugt, og tre gange om ugen fik du lov til sidde på en kondicykel i en tom celle, mens du hørte cd’erne med L.O.C og Dodo & the Dodos, der var nået igennem indleveringen før fængslet opdagede, at du havde B&B og slet ikke måtte få cd’er ind, og så kunne du vente på at blive lukket ud af badet efter træning, for der er vagtskifte, så du kunne komme tilbage på cellen når det passede dem, og det gjorde det ikke lige dér.
Vente på endnu en fristforlængelse, da døren til cellen går op, en fængselsbetjent med trådløs telefon i hånden, det er din advokats sekretær, ‘du bliver løsladt i morgen’, og så kan du vente på, at det bliver i morgen, og have dårlig samvittighed overfor alle dine medfanger, fordi du skal ud, og de skal blive, og du spørger om der er nogle, der har brug for hjælp til noget, og K vil gerne have, at du snakker med hans bror, og det lover du, og du bruger ventetiden på at sælge din trimmer og Playstation billigt til nogen, der har mere brug for dem end dig, og du vil ikke ud, for det er ikke fair, at du skal, og de ikke skal. Har du ventet på dét?
Du venter på at falde i søvn i Vestre for sidste gang og på, at PET-manden ud på formiddagen dukker op, lukker dig ud, giver dig dine nøgler og kreditkort, men ikke din telefon og computer og seks sorte skraldesække med papir, for de er beslaglagt, før han fnyser et par fornærmede ubehageligheder og lader dig gå ud til dem du elsker. De har også ventet på dig og din ven, der har siddet på en anden afdeling og ventet lige så meget som dig.
Så kan du vente på efterforskningen, der trækker ud. Vente på telefonopkald, fra venners venner, når dine venner bliver plukket op på jobbet eller i hjemmet af to PET-folk, anholdt, afhørt, løsladt, vente på at de dukker op, for PET har taget deres telefon, og så kan de jo ikke ringe, så du venter på, at de kommer ud fra Bellahøj, og så kan I vente på, hvem der mon er den næste, og gad vide hvad han er sigtet for, og hvornår mon det stopper. Så er der pludselig gået over et år, og Politiken skriver på forsiden, at jeres organisation ‘knyttes til terror’, selvom det ikke er nogen nyhed, og så venter du videre, og så går der et par år mere, og pludselig er det april 2013, og da du kommer ud fra træning har en af de andre skrevet, at du skal ringe, og det gør du, og han har fået af vide af advokaten, at der kommer anklageskrift i morgen, og at terrorsagen er frafaldet, og Politiken skriver en lille notits på side tre om, at vi alligevel ikke er terrorister. Og så kan du vente et halvt år på retssagen, på at gennemlæse akterne, diskutere jura med advokaterne, der serverer cola og smil, og det hele rykker nærmere.
Dagen inden retssagen starter kan du vente på at falde i søvn, selvom du godt ved, at det bliver svært, og du kan slå ventetiden ihjel om morgenen ved at høre Celine Dion, og så går der jo tid med det, og så sidder du der lige pludselig, efter tre et halvt år, og lytter på en anklager, der påstår at I har hacket 6.000 mennesker, og det ved både du, dine venner, jeres advokater og anklageren godt, at I ikke har, men alligevel siger hun det, og medierne skriver det, og så kan du vente på to håndfulde retsdage mere, og derefter vente videre, mens du prøver at passe din uddannelse, som du ærlig talt har forsømt en anelse siden anholdelsen, og så er det snart dommens dag, og en kendt tv-journalist vil gerne have et interview, men I vil hellere hjem og drikke champagne, og alligevel komplimenterer han din lyserøde kasket, og pludselig er sagen ud af verden.
Så holder I et brag af en fest, hvor civilpoliti holder i sidegaderne, og de vil ikke fortælle dig hvorfor, når du spørger dem, og du venter og venter på, at ankefristen udløber, og et kvarter før den udløber ringer din advokat, og ja, de har lige anket, de fucking svin – mine ord, ikke hendes – og nu kan du så få lov at vente et år mere på landsretten, og du aner ikke hvad fanden du skal sige, og de skal først beramme sagen senere på året, og der går et par måneder og det bliver jul, og du konstaterer at du stadig er elendig til at stå på ski, men du laver pulled pork til din familie, og du har klaret første runde, og kommer hjem fra juleferien og landsretssagen er berammet til september, og du venter og du venter, og I går så småt i gang med at forberede jer og aftaler møder med advokaterne og så ringer advokaten, ‘de dropper anken’, og ‘Statsadvokaten besluttede det for en måned siden, men har ikke lige fået fortalt det’, og det er sgu latterligt, men sagen er droppet, og du tør sgu ikke rigtigt tro på det, men dagen efter ringer advokaten igen, og nu har hun fået det på papir og efter fire et halvt år behøver du ikke vente længere, for nu, hvor du er blevet 28, og har brugt en sjettedel af dit liv på den her skide sag, er den endelig slut.
Her i foråret havde jeg et ret fedt datajournalistisk forløb på Journalisthøjskolen. Vi blev introduceret til en del værktøjer, blandt andet CartoDB, som jeg har brugt til at lave nedenstående kort, der viser i Danskernes Partis valgresultat helt ned til de enkelte valgsteder. Jo større bobbel, desto højere stemmeandel til Danskernes Parti.
Valgresultatet har jeg scraped fra KMDvalg med Import.io. Da CartoDBs gratisversion har en begrænsning på antallet af geocoding-opslag man kan lave, har jeg i stedet lavet geocodingen med Open Refine. Du kan finde en rimelig simpel guide til geocoding med Open Refine her.
På lørdag går Racismefri By på gaden i en demonstration fra Enghaveparken, der slutter på Mozarts Plads i Sydhavnen. En bydel, der det seneste halve år har været præget af en del naziaktivitet. Der har været ihvertfald to bekræftede overfald på venstrefløjsaktivister, et par andenhånds-berettede historier om overfald og hærværk med nazistiske gerningsmænd samt en omfattende spredning af nazistiske klistermærker.
Nazimiljøet i Sydhavnen er ikke stort, overhovedet. Men det er lokalt forankret. En lille håndfuld kernemedlemmer af Danmarks Nationale Front bor i området og fylder meget i gadebilledet. De er samtidig en del af både misbrug- og halvkriminelle kredse, hvor de nyder en vis opbakning.
Vi står altså, for en gangs skyld, overfor et nazimiljø, der trods ringe størrelse faktisk har en vis forankring i det lokalområde hvor de er aktive.
Det er ret interessant, for sådan har vi sjældent oplevet det herhjemme. Naziborgene i Greve og Nørresundby har og havde lokalbefolkningen mod sig. Det samme gjorde sig gældende med nazihusene i Kværs og Kollund i Sønderjylland i starthalvfemserne.
Skal man sammenligne Sydhavnssituationen med noget, så er det nok White Pride i Århus i deres storhedstid. Her nød White Pride godt af en vis opbakning på både stadion og i værtshusmiljøet og nattelivet. Ikke en bred opbakning, ikke en stærk forankring, men den var der. Efter min opfattelse byggede den på lige dele frygt, politisk samhørighed, personlige relationer og voldskapacitet.
De faktorer går igen i Sydhavnen. Vi har et ret lille nazimiljø, som på en blanding af voldskapacitet og frygt kombineret med personlige relationer og til dels politisk opbakning i de lokale misbrugs- og halvkriminelle miljøer, har formået at vinde territorie i Sydhavnen.
Det er interessant, fordi det ikke nødvendigvis kan overvindes med samme værktøjer, som en gruppe tilrejsende nazister, der vil demonstrere i det centrale København gør.
En blandet gruppe af aktivister fra både Sydhavnen, tilstødende kvarterer og andre dele af København har det seneste halve år arbejdet i netværket Racismefri By. Et netværk, der også har en vigtig lokal forankring i Sydhavnen og et efter min opfattelse stærkt bånd til en række lokale aktører. Et netværk, der i mine øjne er en vigtig reminder til alle antifascister om, at det kan lade sig gøre at skabe lokal støtte til antinazistisk arbejde. Noget vi alt for ofte glemmer.
Ovenstående blev en halvlang smøre om Sydhavnen. Det, som jeg i virkeligheden ville med dette blogindlæg, var at reklamere for et twitter-rant min ven Mathias Wåg skrev i december sidste år kort tid efter naziangrebet i Kärrtorp.
Mathias’ tekst handler om hvordan en stærk organisering i lokalsamfundet er det stærkeste værn mod voldsberedte nazister. Det er interessant læsning og et godt oplæg til videre snak om hvordan problemet i Sydhavnen skal løses. Hele rantet opsummeres i dette vigtige tweet:
Forstadsorganisering (i vores tilfælde bydelsorganisering, red.) bygger på at bebo, leve og selvorganisere sig der hvor man bor. Nazisternes territorielle strategi på at dominere og skabe frygt.
For at finde Mathias’ fire måneder gamle tweets brugte jeg Snapbird, der tillader dig at søge langt bagud i egne og andres tweets. Fedt og brugervenligt værktøj.
Klokken 01.16 natten mellem lørdag og søndag sidder jeg i bilen på vej hjem fra et sent job. Telefonen ringer. Det er A fra Malmø. Min første tanke er, at hun er stiv og danser rundt til punkfestival i Ungdomshuset. Det er ikke tilfældet.
Mig: Hey.
A: Har nån ringd dig?
Mig: Nej.
A: Showan och Charlotte och två andra har blivit knivhuggna. Det är allvarligt med Showan.
Jeg behøver slet ikke at spørge A. Jeg ved godt, at det er nazister, der har gjort det. Det er implicit. Da jeg et kvarter senere er på Øresundsbron ringer jeg alligevel. Vil høre hende sige det.
“Det är nassarna,” bekræfter hun.
Fremme ved Malmøs skadestue halvanden time efter overfaldet. 30-40 aktivister står ved indgangen. Der er politi overalt. Transitter, patruljevogne, civilklædte, uniformerede. I venteværelset sidder en nazist med blod i hele hovedet. Han slap ikke så heldigt fra deres angreb på Möllan.
Ingen ved hvad der sker med vores venner. Usikkerheden er ulidelig. Der er stille, bortset fra enkelte snøft.
De første timer er kaos. De fire, der er blevet ramt, er på hver deres stue og holdes adskilt. De må ikke kommunikere før de er blevet afhørt, får vi af vide. Fem kampklædte betjente bevogter den enlige nazist før han efter endt behandling bliver kørt til arresten.
En af de knivstukne er ramt i skulderen. En anden i armhulen. En tredje er stukket i brystkassen, men han er ved bevidsthed. Den fjerde er Showan.
Showan er kørt på Lund, siger de. Han skal opereres, lyder det. Sammen med to kammerater ræser jeg afsted. Vi kommer frem 10 minutter før familien. Vi er ikke pårørende og kan ikke få noget af vide. Personalet siger, at Showan ikke er indskrevet på hospitalet. Hvad fanden sker der? Efter lidt diskussion med frontpersonalet kommer en læge med alvorlig mine og tager Showans nærmeste familie ind.
De kommer tilbage efter lang tid og fortæller, at han er under operation. Den er tidligst færdig klokken 6, nok nærmere 7. Klokken er 4. Vi kører til Malmö.
Køreturen på 30 minutter er stille. Helt stille. Ingen leger med mobilen, ingen tænker på hvad Expressen og Sydsvenskan skriver, ingen ringer opdateringer videre. Ingen græder. Der er bare stille.
Klokken er lidt i seks før vi har kørt de sidste hjem. Jeg lægger mig til at sove på en vens sofa. 06.28 ringer en kammerat fra hospitalet. Jeg kan ikke huske samtalen, kun en sætning: “Han skall ligga nersövd en vecka”. 06.37 tikker samme besked ind på mobilen fra en af Showans familiemedlemmer.
Det er fucking alvorligt det her. Vi har jo snakket om det mange gange før. Alle har vidst, at nazisterne er i stand til at slå ihjel. Vi har allesammen vidst, at vi risikerede at komme alvorligt til skade. Fascismen er vores fjende, og statistikken taler sit tydelige sprog. I 2008 lavede Expo en opgørelse, der viste, at nazister i perioden 1983-2008 myrdede 23 personer i Sverige. I Danmark er vi sluppet med ét mord.
Nu er frygten er blevet virkelighed.
Vi beslutter at vente med at give lægernes besked videre. Alle sover alligevel. Alle har brug for søvn, for vi har lange dage foran os. Sover videre til lidt i ni, afbrudt af enkelte telefonopkald og sms’er.
Jeg mødes med en nær ven fra Helsingborg, der er ræset til Malmö så snart han har fået besked om nattens begivenheder. Han er knust. Det er jeg også. Tillader mig selv at vise følelser for første gang.
Siden da har vi knoklet. De fires venner. De fires politiske kammerater. Aktivister i Malmö. Aktivister i resten af Sverige. Aktivister i København. Dagene har stået på pressearbejde, informationsspredning og mobilisering til søndagens store manifestation i Malmö. Indsamling af penge til at dække både praktiske og politiske udgifter. Tusind praktiske opgaver. Og så omsorgen. Omsorgen for hinanden. Et ekstra, langt kram, en ekstra sms – “er du okay?”. Mange gamle venner og aktivister ringer: “Du siger bare til hvad vi skal gøre.” Alle stiller op.
Midt i en kaotisk, stresset og sorgfuld tid er det et gigantisk lysglimt. Der er ikke noget pis. Gamle konflikter er lagt på hylden. Uvenner kan være i lokale med hinanden. Små dagligdagsirritationer er evigt ligegyldige. Fire af vores venner og kammerater er stukket ned. Solidariteten virker endeløs.
Solidariteten kommer også fra skæve steder. Jeg er igang med at skrive en større opgave på skolen. Det må vente, og min klassekammerat udviser forståelse. Han er ikke politisk, men han kan godt se på mit trætte ansigt, at der ikke er noget at hente. Vi må se på det i næste uge. “God bedring til din ven”, siger han, da jeg går ud af døren. Lettelse – og så tilbage til arbejdet.
Tirsdag eftermiddag er jeg i København. Så ringer telefonen. Der har været et overfald til. En lokal venstrefløjsaktivist er blevet overfaldet af en kendt nazist i Sydhavnen, da han stod og pillede nazistiske klistermærker ned. Det er ikke det første. Parallelt med, at nazisterne i Malmö det seneste halve har optrappet sine aktiviteter, er det samme sket i København. Især i Sydhavnen har en lille gruppe nazister været meget aktive. I januar blev en anden fyr slået ned på Mozarts Plads, og bydelen er dagligt plaget af naziklistermærker.
Politiet kunne ikke forhindre det overfald. Heller ikke overfaldet i tirsdags. De kunne heller ikke forhindre, at de fire i Malmö blev stukket ned. De kan, og de vil sikkert også gerne, forsøge at opklare det. Jeg tiltror ikke politiet ondskab eller uvilje. Jeg tror ikke, at politifolk overordnet holder med nazisterne. Men de kan ikke beskytte os.
Derfor er vi antifascister. Fordi vi er nødt til at beskytte os selv. Antifascisme handler ikke om en skid andet. Det handler om, at vi ikke vil leve i frygt.
Torsdag har jeg for første gang et par timer uden planer. Jeg løber ind i A, der ringede lørdag nat, på Möllevångstorget. Selvfølgelig dér. Verdens centrum i disse dage. Vi har begge tid til et hurtigt måltid.
Vi behøver ikke snakke om det hele. Hun kan godt se på mig, at jeg er udkørt. Jeg kan se det samme udtryk i hendes øjne, et spejlbillede af mine. Vi ved godt, at det her er alvor.
Det er derfor vi er antifascister.