For nylig havde jeg en aha-oplevelse, fordi jeg fik påpeget noget, som jeg aldrig før havde tænkt over.
Sidste efterår fandt jeg ud af, at jeg gerne vil være styrkeløfter. Styrkeløft er en sportsgren, hvor man konkurrerer i tre discipliner: squat, bænkpres og dødløft.
Jeg er stadig ret ny, men har fundet en enorm glæde ved at have et mål med min styrketræning. En glæde, der blandt andet kommer til udtryk ved, at jeg deler videoer fra min træning med mine venner på Facebook.
Det kom der for nylig en ret interessant diskussion ud af med en feministisk ven. Jeg citerer hende:
Jeg kender ingen – seriøst ingen – kvinder/homoer/transpersoner, som ikke har det svært med almindelige fitnesscentre/styrketræningscentre. Som ikke som minimum bare engang imellem har følelsen af f.eks: utryghed, usikkerhed, oplevelsen af at være udstillet, angst, oplevelser med tilråb, mobning, konflikter og bortvisninger. Jeg kender mange mennesker, der slet ikke oplever at de centre er en mulighed for dem, enten fordi de reelt har negative oplevelser og derfor har opgivet, eller fordi de har sammenlignelige oplevelser fra det offentlige rum og derfor opgiver på forhånd. Også selvom de ligesom dig gerne vil have en sports-hobby/træne/tabe sig/genoptræne efter operation/svede lidt/hænge ud med trænings-vennerne. Det er bare ikke en mulighed.
Jeg vil også gerne indskyde, at jeg også kender flere ikke-hvide mennesker, som også oplever at blive ekskluderet fra sådanne træningsrum. De fortæller mig, at der ofte kommenteres på deres hudfarve i forskellige eksotiserende vendinger.
Så det er åbenbart ikke kun et rum kun for mænd, men også i høj grad for hvide mænd.
(…)
Det specielle ved fitnesscentre er nok, at der er et særligt fokus på kroppens fysiske formåen og (potentielle) styrke, der er afklædt og nøgen hud, der er baderum, der er spejle osv. Alt sammen ting, som sætter køns- og kropsforskelle voldsomt i spil – kvinder står ikke og pumper jern i bar overkrop vel? Kvinder spiller ikke fodbold i parker vel? Homo’er og transpersoner vader ikke bare ubekymret ind i fitnesscentre, pumper lidt jern og dalrer ud i det baderum, de synes passer til deres kønsopfattelse vel?
Som cismand, der passer ind i omverdenens forestillinger af, hvad det vil sige at være mand, er det fuldstændig problemfrit at gå ind i et fitnesscenter og træne. Dét er et privilegie.
I virkeligheden er det et rigtig godt eksempel på, hvordan vores samfund fungerer: manden, helst hvid og hetero, er verdens centrum. Samfundet er grundlæggende indrettet efter hans behov. Alle andre må tilpasse sig eller stå udenfor.
Videre læsning om powerlifting og privilegier:
I øvrigt vil jeg lige dele et par interessante læsetips om emnet. De er langt fra dækkende, og jeg er ikke enige i alt hvad de skriver, men det er et godt sted at starte. Jeg modtager meget gerne tips om andre gode tekster på ar@andreas-rasmussen.dk.
- Laura Lifts – om powerlifting og body acceptance
- Babyeater Lifts – om powerlifting og skønhedsidealer
- Marilia Coutinho – om powerlifting, heterosexisme og transfobi (spændende blogpost, men ærgelig tolkning af seperatisme)
- Girls can lift – blogpost om hvordan svage mænd føler sig demaskuliniserede af stærke kvinder
- Fit, feminist and (almost) fifty
- The birth of Athena – især blogposten “Why I Lift”