I dag er det seks år siden, at jeg blev løsladt fra en varetægtsfængsling, der bl.a. indebar seks ugers isolation. Det er jo en fin anledning til at gøre regnskab over de langsigtede konsekvenser af isolationsfængsling.
Først lidt baggrund: Jeg har brugt størstedelen af mit unge og voksne liv på at være aktiv i det autonome miljø, mere specifikt i den antifascistiske bevægelse. I den anledning blev jeg den 28. februar 2010 anholdt af PET, sigtet for at være leder af en terrororganisation og varetægtsfængslet i isolation. Jeg sad fængslet i 10 uger, de første seks i retslig isolation (modsat frivillig isolation og strafcelle). Den 6. maj blev jeg løsladt. Mere end tre år senere blev terrorsigtelsen frafaldet. Jeg var 23 da jeg blev anholdt og er i dag 29 år gammel.
Siden min løsladelse har jeg beskæftiget mig en del med isolationsfængsling. Jeg har skrevet om opholdet og er blevet interviewet om det (Informeren, Gaia). Jeg har holdt foredrag for International Forum og Skandinavisk Isolasjonsnettverk og er sidenhen blevet en del af sidstnævnte netværk.
Igennem Skandinavisk isolasjonsnettverk har jeg mødt en række dygtige og sympatiske forskere, kriminologer, advokater og psykologer, der arbejder for at begrænse brugen af isolationsfængsling. Inspireret af bl.a. Ida Kochs artikler om emnet tror jeg, at det kunne være interessant at dokumentere de konsekvenser fængslingen har haft for mig siden løsladelsen.
En del af konsekvenserne var heldigvis kun kortvarige. De første dage var jeg konstant i ekstase over friheden og livet generelt. Jeg faldt dog hurtigt ned. Hele den første sommer døjede jeg med søvnbesvær, der bl.a. manifesterede sig ved, at jeg vågnede ved selv de mindste lyde – et problem som mange andre tidligere indsatte også har kæmpet med. Efter at være blevet vækket af vagternes nøglebundt hver morgen er det svært at vænne sig til andre lyde. Der har med garanti været en række andre kortvarige konsekvenser, som jeg har glemt. Det er trods alt noget tid siden.
Jeg er så ‘heldig’, at en masse andre af mine venner også har siddet i fængsel, både i varetægt og som afsonere. Det har givet mulighed for at lære af andres gode og dårlige erfaringer. Før isolationsopholdet har jeg siddet i fængsel to gange tidligere, og det gav også en vis ballast med.
Til sagen. En masse forskere har dokumenteret, at isolationsfængsling kan lede til en masse forfærdeligt lort. Jeg har været så priviligeret at have venner, familie og politiske kammerater, der har hjulpet og støttet mig igennem tiden under og efter fængslingen. Få andre er så heldige som mig. Alligevel kan jeg nu her, seks år senere, konstatere, at jeg stadig bokser med nogle psykiske konsekvenser af isolationen.
Socialt: Jeg har fået meget mindre lyst til at være ude blandt andre mange mennesker. Før isolationsopholdet gik jeg ofte til fester og opsøgte selv store arrangementer (demonstrationer, koncerter, etc.). I dag skal jeg bruge lang tid på at overtale mig selv til at være omgivet af mange mennesker, og jeg har hyppigere brug for at tage pauser fra f.eks. sociale begivenheder, ligesom jeg går tidligere hjem end de fleste. Det er ret generende, især når man er en del af et miljø, hvor den sociale omgangsform især er fester.
Hukommelsesproblemer: Jeg har fået ekstremt svært ved at huske nye ansigter og navne. Jeg har ellers altid haft meget let ved det, men i dag kan jeg glemme folks navne selv efter have mødt dem fem-ti gange. Så kommer man let til at fremstå pissearrogant – det er ikke så fedt.
Koncentrationsbesvær: Det er min oplevelse, at jeg har sværere ved at koncentrere mig over længere tid om en enkelt opgave. Jeg kan bruge adskillige timer på overspringshandlinger inden jeg går i gang med opgaver, der ellers kun tager en halv time. Det var til dels også et problem før isolationsfængslingen, men min oplevelse er, at det er blevet forværret. Jeg har også svært ved at fokusere, når der foregår flere ting på et lille område, f.eks. på en restaurant eller en fest.
Berøring: Psykologen Ida Koch fortalte mig en dag, at nogle isolationsindsatte (og indsatte generelt) får et meget anderledes forhold til berøring. Hun havde en dag klappet en indsat blidt på hånden, hvortil han havde sagt: “Det gør ondt”. Det var lidt af en aha-oplevelse at høre den historie. Siden jeg blev løsladt har jeg selv haft det ekstremt svært med berøring, der ikke er forventet. Hvis jeg møder en ven, kan jeg sagtens give dem et kram, så længe jeg har øjne på. Men hvis en ven klapper mig på skulderen, aer mig på hovedet eller på anden vis rører mig, mens vi sidder i biffen, i bilen eller i andre situationer, hvor jeg ikke visuelt opdager berøringen, så er det ubehageligt. Selvom det ikke gør fysisk ondt, så giver det en følelse af ubehag og uro og fungerer stik mod hensigten. Sådan havde jeg det ikke inden fængslingen.
Ovenstående er nogle af de langsigtede konsekvenser af isolationsfængsling, jeg oplever. Andre oplever det med garanti helt anderledes. Måske finder anden eks-indsat den her tekst på google en gang i fremtiden og får godt ud af den. I så fald er formålet opnået.
I Danmark falder brugen af retslig isolationsfængsling heldigvis hvert år. Til gengæld er der mange indsatte, der må sidde i frivillig isolation (f.eks. pga. narkogæld) eller placeres i strafcelle, der i praksis er administrativ isolation, fordi de bryder ordensreglerne i fængslet. Der er således stadig lang vej endnu.