Foredrag med Showan Shattak

Torsdag den 15. december har jeg arrangeret et foredrag med Showan Shattak i København. Det foregår på VerdensKulturCentret på Nørrebro kl. 19-21.30.

Vi er desuden igang med at forberede en større foredragsturne rundt i Nordeuropa, der blandt andet sender Showan til Tyskland, Norge, Sverige (surprise) og forhåbentligt et par danske byer.

Hvis du vil have et foredrag med Showan, så kontakt mig på ar@andreas-rasmussen.dk eller Showan på showan@showan.se. Et typisk foredrag varer 60-90 minutter med efterfølgende spørgetid.

Foredraget tager udgangspunkt i knivoverfaldet på Showan og tre andre i Malmö den 8. marts 2014. Showan blev stukket i ryggen og fik desuden knust kraniet, formentligt mod en fortovskant. Det var nynazister fra Svenskarnas Parti, der stod bag overfaldet. Det skabte en massiv, folkelig modreaktion, hvor mange tusinde gik på gaden i antifascistiske demonstrationer rundt om i hele Sverige. Showan fortæller under foredraget om hvordan han oplevede den bølge af solidaritet og hvad den har betydet for hans liv efterfølgende. Han beretter også om sine skader, om hospitalsindlæggelsen, der varede mere end tre måneder, den efterfølgende rehabilitering og om de mén, han har i dag. Det er et spændende og vigtigt foredrag, og jeg håber, at mange får mulighed for at høre det.

Ny bog på gaden: Ingen jävla hjälte

Bokens framsida

I tirsdags udkom min bog Ingen jävla hjälte om svensk-iraneren Showan Shattak, der 8. marts 2014 blev udsat for et voldsomt knivoverfald af nazister. Han lå i koma i en uge og mere end tre måneder på hospitalet. I bogen fortæller han om sin kamp tilbage til livet.

Bogen kan bestilles via Kira Förlag (der sender til hele verden) eller Bokus, der sælger den lidt billigere.

Showan blev i forbindelse med udgivelsen interviewet på svensk TV4.

 

Drengene i skoven

Den første times tid går det fint. Sejlet er oppe, så vinden tvinger båden til at ligge rimeligt stabilt i vandet. Drengene snakker og griner. En af dem viser en video, han optog med mobiltelefonen dagen inden, da de gik på E45. Flere af dem vover sig op på den lille båds dæk, hvor de ryger og betager Avedøreværket fra vandsiden, mens båden langsomt runder Amagers sydspids.

Så snart båden er ude på åbent vand ændrer stemningen sig dog. Det blæser seks sekundmeter. Det er ikke så meget, men vinden kommer fra øst og styrmanden er nød til at stryge sejlet. Straks mærkes bølgerne tydeligt. Med jævne mellemrum letter den forreste del af den lille sejlbåd, for derefter at slå hårdt ned i bølgedalen. Drengene synes ikke det er sjovt. Kun de to rutinerede fritidssejlere og mindstemanden virker upåvirkede af bølgegangen.

Den lille dreng er kun ni år og den yngste i selskabet. Kulsort hår, de bruneste øjne og på flugt fra Afghanistan. Hans navn glipper, for rendezvous’et er kortvarigt. Han sover stort set hele vejen over sundet.

Ligesom resten af selskabet – fem drenge og unge mænd fra den tidlige teenagealder til midten af tyverne – taler han kun dari og pashto. Brudstykkerne af hans beretning kommer frem via tolken, der selv flygtede fra Afghanistan i midten af halvfemserne.

Den niårige dreng har været på flugt i lang tid. 35 dage har det taget at komme fra Grækenland til Danmark. Turen er gået via Ungarn (”det værste sted på turen”), Tyskland (”folk klappede da vi ankom”), Holland og derefter Tyskland igen.

Da de kommer til Tyskland anden gang tilbyder en menneskesmugler at sælge dem tre billetter til Danmark for den nette sum af 1500 dollars. Drengene betaler med de sidste penge de har. Ombord på toget finder de dog ud af, at billetterne ikke rækker længere end til Flensborg. Turen over grænsen tager de derfor til fods.

Sammen med en stor gruppe andre flygtninge begiver de sig nordpå. Tirsdag aften er de nået til Rødekro, hvor gruppen splitter op ved 21-tiden. De spredes for alle vinde i det sønderjyske landskab.

På parkeringspladsen ved Rødekro Station møder de sent på aftenen en blandet gruppe lokale, cirka 15-20 personer. De har falafler og vand med. De seks drenge spiser gladeligt. En enkelt af de lokale taler pashto og får frem, at drengene skal til Norge, hvor den ni-årige har familie.

Ind i to biler og afsted mod Sjælland. De tre ældste i den ene bil, de tre yngste i den anden. De får stukket en plade chokolade i hånden hver og den ni-åriges øjne lyser op. Efter at have spist den falder han og de to andre i søvn. De vågner først, da bilerne triller ind på Nørrebro.

Nørrebroaktivister har linet up til de seks afghanere i deres kollektiv. Ved ankomsten står der fem pizzaer og et fad med smørcroissanter fra 7-Eleven. Drengene gemmer sig dog genert på værelset og vil ikke komme ud i stuen for at spise. Klokken er lidt i fem onsdag morgen, og de er åbenlyst udkørte. Da en af beboerne serverer pizza på værelset kaster de sig dog sultent over den.

Onsdag formiddag er situationen kaotisk. Politiet har kastet håndklædet i ringen, så alle de flygtninge, der har gemt sig i København natten over, strømmer med toget til Sverige. Men meldingen lyder også på, at alle børn bliver tvangsregistreret af Migrationsverket på Malmö C. Det går ikke, for de seks skal til Norge uden at blive registreret. Samtidig forlyder det, at der periodevist også er kontrol på Øresundsbron og ved Helsingborgsfærgen. Så er der kun en løsning tilbage: en båd.

Inden de kommer så langt skal drengene have nyt tøj. Aktivisterne har i de tidlige morgentimer skaffet sko og tøj i de rigtige størrelser. Den mindste vælger de flotteste sko. Et par spritnye og glinsende hvide Adidas-sko med tre lyserøde striber.

Turen fra København til Malmö tager mere end fem timer med den lille båd. I en lille lystbådehavn udenfor den skånske hovedstad venter tre kammerater og tre biler, der fragter de afghanske drenge videre til et venligtsindet kollektiv. Igen er de tilbageholdende med at spise. Først da tolken begynder at øse ris op til dem, tør de gå til maden. Den mindste spiser de første ris med fingrene og griner.

Han har ellers ikke haft så meget at grine af. Fragmenterne af hans fortælling er tragiske nok hver for sig, og tilsammen udgør de en skæbnesfortælling som ingen kan forestille sig. I hans del af Afghanistan har både Taliban og IS været på fremmarch, forklarer tolken. Fra nabobyerne har nyhederne fortalt om massemord på 40, 50 og 100 mennesker af gangen. Til sidst tog familien flugten.

Igennem Iran sad han klemt inde bagi en lastbil i to døgn. Uden vand og næsten uden ilt. Folk pissede og sked ned af sig selv. Til sidst kom de til Tyrkiet. Drengene fik job på en fabrik, hvor de arbejdede for at tjene til resten af turen. Der arbejdede de et par måneder.

Da han skulle videre fra Tyrkiet sov han på et bjerg. En tidlig morgen blev han vækket af menneskesmuglerne, der skulle sejle ham til Grækenland. Han faldt på bjerget og slog sin fod alvorligt, men der gik flere dage, før han fik lægehjælp.

Sejlturen til Tyrkiet var en hård omgang. Ihvertfald griner drengene af turen over Øresund. Det er småting i forhold til hvad de har oplevet, forklarer de.

Selvom deres tur ud af Danmark – trods bølger og søsyge – går glat, så var rejsen ind i landet ikke lutter lagkage. Før de mødte de lokale ved Rødekro Station lå de og gemte sig i skoven. De kunne høre folk råbe ude på vejene, men forstod ikke råbene. ”Jeg troede det var nogen, der ville stikke os til politiet,” fortæller en af drengene. ”Jeg troede, at vi ville fryse ihjel i skoven” lyder det fra en anden.

Mange detaljer forsvinder i vinden over Øresund. Hvem af de seks drenge, der præcis er i familie og hvor på rejsen de resterende har mødt hinanden. Det samme gælder hvor den ni-årige mistede sine forældre. Et sted mellem Afghanistan og Europa var det ihvertfald. Forældrene er allerede i Oslo, der derfor er flugtens slutdestination.

Fredag bliver drengene kørt fra Malmö til Oslo. Asylvenner finder en ubevogtet grænseovergang og til sidst er de seks fremme. På banegården er det farvel til den ni-årige dreng og hans rejseselskab. Han går ud i Oslo i sine nye sko. Må de føre ham til hans forældre, til fred og frihed.

Mediernes blinde øje

Det er helt utroligt, hvor sjældent racistisk motiverede forbrydelser dækkes i de danske medier. Så snart en muslim, indvandrer eller araber slår en prut, så er demokratiet under angreb, der er breaking news-disko på netavisernes forsider og MF’erne går twitteramok.

Men når ofrene har den forkerte hudfarve eller religion, så er der sgu’ ingen der råber op. Bevares, et enkelt Ritzau-telegram slipper måske igennem, hvorefter det kan ligge og putte sig i bunden af pol.dk.

Et udsnit af de seneste dages historier om højreradikale og racistiske angreb:

Isolationskonference i Oslo

Torsdag-fredag var jeg inviteret til Oslo for at tale ved konferencen Isolasjon i skandinaviske fengsler, der var arrangeret af Skandinavisk Isolasjonsnettverk. Jeg var indbudt i min egenskab af tidligere isolationsfange i Vestre Fængsel, hvor jeg i forbindelse med et 10 uger langt varetægtsophold i 2010 sad retsligt isoleret de første seks uger.

Det har været to skidespændende dage, hvor både tidligere isolanter, pårørende, retshjælpsgrupper, forskere, ansatte ved Kriminalforsorgen i både Norge, Sverige og Danmark samt en række andre aktører var samlet for at udveksle viden og erfaringer.

Konferencens udgangspunkt var et ønske om at begrænse – hvis ikke helt fjerne – brugen af isolation i fængsler i Norden under både varetægt og afsoning.

Det var interessant at høre en række forskellige aktører tale om isolationens skadevirkninger. Den danske psykolog Ida Koch, der i mange år var aktiv i Retspolitisk Forenings isolationsgruppe, holdt et sublimt foredrag om de kort- og langsigtede skadevirkninger isolation har, og det var på en gang både skræmmende og en lettelse at få bekræftet, at jeg ikke er alene med mine oplevelser.

Koch fortalte, at isolation medfører en “meget betydelig reduktion af normal sanselig påvirkning og en meget betydelig reduktion af oplevelsesmæssige og fysiske handlemuligheder” samt en “social deprivation” i og med den “meget betydelige reduktion af meningsfuld kontakt med andre mennesker.” Hun konstaterede, at “isolation er en abnorm situation, der skaber abnorme tilstande”.

Hun har i øvrigt skrevet en række udgivelser på området, der kan bestilles på bibliotek.dk – det kan varmt anbefales.

En anden psykolog, der talte på konferencen var Anna Olsson, der arbejder med 15-21-årige varetægtsarrestanter i Göteborg. Hun fortalte om det store omfang af isolation blandt også de helt unge. Hende eksempler var skræmmende. Hun genfortalte f.eks historien om en 15-årig dreng, der efter tre måneder i isolation fik stukket et håndklæde i hånden. Han vidste ikke hvad det var, og hvad det skulle bruges til. En anden indsat, en dreng på 17, fortalte efter seks måneder i iso Anna, at han havde haft sin hidtil bedste dag i cellen, fordi en lille kløver eller lignende vækst var fløjet ind gennem tremmerne og landet i hans celle.

De skadelige virkninger blev også bekræftet af Andreas Wedervang-Resell, der er læge i Skien fengsel i Norge.

Interessant nok blev isolationens voldsomme konsekvenser også bekræftet af Ingebjørg Nytrøen, der er fængselsvagt i Oslo Fengsel. Hun beskrev isolation som en “livstruende situation”, og mente, at vagterne i fængslet reddede mange menneskeliv, når de forhindrede de indsatte i at begå selvmord.

Erkendelsen af, at isolationsfængsling har voldsomme konsekvenser er dog ikke ny. Peter Scharff-Smith, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, talte i sin præsentation om, at fængselsdirektører helt tilbage i 1870’erne beskrev omfattende psykiske og fysiske skader på isolationsfanger. Alligevel sker der i dag stadig en rutinemæssig brug af isolation i hele Skandinavien.

I Danmark er antallet af varetægtsfanger, der isoleres, på få årtier nedbragt fra ca. 40 procent til nu to-tre procent. De indsatte tildeles i stedet B&B – besøgs- og brevkontrol. I Sverige er brugen stadig massiv. I 2012 var det 50 procent af de varetægtsfængslede, der havde restriktioner, der gør varetægten til fuld eller delvis isolation. Det kan fx være medieforbud (ingen avis, radio og tv), besøgsforbud eller lignende. I Sverige har man, så vidt jeg kunne forstå, slet ikke mulighed for fællesskab med andre fanger under varetægt på samme måde som man har i Danmark når man ikke sidder i iso.

Der er altså rig mulighed for forbedring, for udviklingen går langsomt på området, selvom både Norge, Sverige og Danmark siden 90’erne har fået massiv kritik af European Committee for the Prevention of Torture for den omfattende brug af isolation under varetægt. For eksempel fortalte Johannes F. Nilsen at de norske fængsler først i dette efterår begyndt at registrere brugen af isolation under afsoning (frivillig iso, strafcelle, etc) i en samlet database, hvilket betyder, at der ikke findes statistik på området frem til i dag.

Heidi Mork Lomell, der er leder af Institutt for kriminologi og rettssosiologi, indledte konferencen med at fortælle om hvordan de, da instituttet grundlagdes, havde de en naiv forventning om, at forskning, kundskab og empiriske erfaringer ville ændre politikernes tilgang til retsplejen, i dette tilfælde isolation. Hun konstaterede, at det var ikke tilfældet – i stedet affejes forskernes undersøgelser som ideologiske indspark i debatten. En af arrangørerne bag konferencen, stipendiat Marte Rua, fremhævede af samme anledning vigtigheden af samarbejde på tværs af faggrupper for at få isolationsfængsel på dagsordenen i den offentlige debat.

Skal man sige noget negativt om konferencen, så var det fraværet af politi, anklagere og dommere, men det var jo ikke arrangørernes skyld. Godt nok havde anklagemyndigheden i Stockholm sendt en repræsentant for at fortælle om deres arbejde med at nedbringe isolation, men det blev en pinlig affære, der udover at være udtryk for åbenlys imagepleje gjorde det tydeligt, at ønsket fra de nævnte myndigheder til at gennemføre seriøse forandringer på området er særdeles begrænset.

Anklageren skal have en smule respekt for at stille op – trods alt – for hun fik en hård medfart, hvilket nok både skyldes indholdet af hendes oplæg og det faktum, at hun var den eneste repræsentant for anklagere/politi.

Hun fortalte f.eks. om, at da Riksåklagaren i Sverige havde besluttet sig for arbejde med området for at nedbringe isolationen nedsatte de en arbejdsgruppe. Den bestod af anklagere, politi, Kriminalvården (den svenske pendant til Kriminalforsorgen) samt en gruppe advokater. Ingen tidligere eller nuværende isolanter. Ingen pårørende. Ingen læger, sygeplejersker, psykologer eller psykiatere. Helt utroligt.

Ganske sigende for den tilgang forlod den svenske anklager konferencen efter sin egen præsentation, der ellers var en af de første. Hun nåede derfor ikke at høre os andre fortælle om de konsekvenser, isolationen har.

From Datatilsynet with love

For tiden kører CSC-hackersagen ved Frederiksberg Ret, og meget af sagen handler om det centrale personregister, CPR. Generelt har CPR-numre fået en del opmærksomhed i medierne det seneste års tid. Jeg hopper lige med på bølgen.

Sidste efterår behandlede Københavns Byret PET’s sag mod undertegnede og seks andre, der var sigtet for bl.a. hacking. I den forbindelse fokuserede anklager Maria Cingari, der også fører CSC-sagen, meget på, at vi var i besiddelse af en række cpr-numre, der tilhørte personer fra det nazistiske miljø. Hendes linie i retten var, at eftersom cpr-numre er ‘hemmelige’, så kunne vi ikke været kommet retmæssigt til dem. De måtte derfor være fremskaffet ved hacking.

I retten forklarede jeg, at hun tog fejl. At vi løbende har fået cpr-numrene udleveret fra et utal af myndigheder.

Det sjoveste eksempel først: et kendt medlem af White Pride klager til Datatilsynet over, at vi på redox.dk har omtalt hans nazistiske aktiviteter. Datatilsynet videresender hans klage til os. De undlader at sløre hans cpr-nummer. Datatilsynet, af alle myndigheder. Svært ikke at trække på smilebåndet. From Datatilsynet with love.

Så kunne vi nævne alle de domsbøger og anklageskrifter, vi har fået aktindsigt i, hvor enten retten eller anklagemyndigheden har undladt at censurere cpr-numre. Jeg kunne også nævne, at Statsadvokaten selv udleverede mit cpr-nummer til mine medtiltalte i sagen, da de påførte mit cpr-nummer på alle stævninger før sagen.

Eller hvad med de gange, hvor vi har fået aktindsigt i dokumenter hos – ja sgu! – Københavns Politi, hvor Cingari selv er anklager, og dér har kunnet læse side op og side ned med cpr-numre på kendte højreradikale?

Hvor vil jeg hen med den cpr-snak? Jo, såmænd bare konstatere, at cpr-numre flyder rundt overalt, som linksne øverst også dokumenterer. At anklagemyndigheden forsøger at gøre besiddelse af cpr-numre til bevis for hacking i sig selv, som det var tilfældet i vores sag, bliver urkomisk, når man ser på hvordan stort set ingen myndigheder i retssystemet har styr på at holde cpr-numre hemmelige. Tydeligvis heller ikke CSC.

PS: CPR-numrene har i øvrigt ingen journalistisk værdi i sig selv, så vi har aldrig gjort en systematisk indsats for at indsamle dem.

I øvrigt: Vi er et hold raske unge mennesker fra Redox og omegn, der har en regning på 112.500,- kroner for sagsomkostninger efter retssagen. Vil du give et lille bidrag? Vi modtager alle støttebeløb på reg: 4280 konto: 4280629561 – og takker meget for opbakningen.

Drabschefens kreative omgang med tal

For to år siden udgav tidl. drabschef ved Københavns Politi Ove Dahl bogen ‘Nye sager’. Den sidste uge har et citat dérfra floreret på flere højreradikale hjemmesider:

“Når jeg på navnene på de gerningsmænd, der har begået drab eller drabsforsøg, været med i bandekonflikt, røveri, voldtægt – så er det et fremmedartet navn i 95 procent af sagerne. Det er da alt for meget. Det er nogle tal, man ikke kan løbe fra. Men det er nogle tal, som mange har svært ved at forholde sig til, også rent politisk.”

Debatten om Ove Dahl holdning til folk med anden etnisk baggrund end dansk verserede allerede i 2010 (i øvrigt samtidig med at jeg sad på en isolationsafdeling i Vestre med den omtalte såkaldte ‘stewardessemorder’).

Nu hvor citatet har fået en revival så synes jeg, at det kunne være spændende lige at se på, om det har bund i virkeligheden. Man kan ikke lige skaffe navne på alle, der er dømt for den række af forbrydelser, som Ove Dahl nævner, men til gengæld kan man næsten finde navne på alle, der er dømt drab. Da bogen er udgivet i 2012 har jeg valgt at kigge på 2011 som eksempel.

På hjemmesiden Drabssager i Danmark kan man læse om alle drabssager fra et givent årstal.

I 2011 var der iflg. Det Kriminalpræventive Råd 51 drab i Danmark. Drabssager i Danmark lister lidt flere sager, men nogle af dem er trafikdrab, så dem har jeg regnet fra. Tilbage er en liste på 50 sager, hvoraf enkelte handler om (grov) vold med døden til følge.

Af de 50 sager er der på Drabssager i Danmark navn på de fleste dømte gerningsmænd og -kvinder, mens jeg i andre tilfælde har fundet navne på de dømte i medieomtalen. Summa summarum så ser statistikken sådan her ud:

Dansk-klingende navne (inkl. grønlandsk-klingende): 25
Udenlandsk klingende navne: 9
Sager uden navn: 10
Sager uden dom: 6 (der er muligvis domme her, som jeg ikke har kunnet finde)

Selv hvis man siger, at alle de sager, hvor jeg ikke har navn på de dømte gerningspersoner, er tale om personer med udenlandsk-klingende navne, så er der stadig en overvægt af danskklingende navne blandt de dømte. Går man ud fra, at sagerne uden navne er fordelt ligesom dem med navne, så er der en endog meget markant overvægt af dansk-klingende navne blandt gerningsmændene, og vi er meget langt fra de 95 pct. udlandske navne, som Ove Dahl taler om.

Danskerna: myten og løgnene

“Vi har underrättelse på att det kommer ett stort antal autonoma krafter från Danmark. Det handlar om riktiga streetfighters med stort våldskapital. Polisinsatsen är väl rustad för detta. Vi är beredda på mycket våld och kommer därför vara snabbare på att ingripa när något händer.”

Sådan er en anonym politikilde citeret i Dagens Nyheter fredag den 29. august. Det var startskuddet til en massiv politiindsats mod 50-60 danske antifascister i Stockholm denne weekend. Mere om det om lidt.

Jeg var på min første bustur til Stockholm i 2003, da 150 antifascister kørte i bus fra Danmark for at deltage i protesterne mod Nordens største nazimarch siden Anden Verdenskrig. Det år marcherede mere end 2000 nazister i forstaden Salem syd for Stockholm.

Siden EU-topmødet i Göteborg i 2001 har danske antifascister været på cirka ti busture til Stockholm i forbindelse med antifascistiske demonstrationer. Der har været ture til Salem i årene 2002-2008, ‘det falske Salem’ i 2011, English Defence Leagues demonstration i august 2012 og nu så altså Svenskarnas Partis demonstration lørdag den 30. august 2014.

På turene har mellem 50 og 150 aktivister været afsted. Et forsigtigt bud er således, at turene efter Göteborg har i alt har sendt ihvertfald 1.000 danske antifascister afsted (det reelle tal er nok nærmere 1.100-1.300).

På de 13 år, der er gået, er der, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen danske aktivister, der er dømt for nogle forbrydelser i forbindelse med demonstrationerne. En ven har fået en parkeringsbøde, men ellers har politiet ‘kun’ budt på vilkårlige bortkørsler, hvor antifascister er blevet kørt 5-10-15 km. væk af politiet og sat af på tilfældige, utilgængelige steder, anholdelser uden sigtelser, langvarige tilbageholdelser på gaden (inkl. visitation, fotografering og identifikation) samt knippelsuppe uddelt med rund hånd. Jeg har fundet en enkelt sag fra 2012, hvor en dansk aktivist blev sigtet for ‘våldsam motstånd‘, men så vidt jeg ved er sagen aldrig kommet for retten.

Trods de danske aktivisters i denne sammenhæng clean sheet, så pisker politiet en stemning op, og de holdt løftet lørdag: de satte hårdt ind.

Fra morgenstunden stormede 50 betjente kulturhuset Cyklopen, hvor de danske antifascister spiste morgenmad. De forsøgte på dramatisk vis at sparke døren ind (den åbnede dog udad), ligesom de var ret truende. Alle aktivister blev slæbt udenfor, visiteret, filmet og id-tjekket. Herefter ransagede politiet Cyklopen.

Hvad blev så dagens fund? Jo, hvis man skal tro politiets udtalelser i medierne, så blev det til “midler til planlagte overfald”, nemlig en kniv, kort (over Stockholm) samt halsklude. Kniven tilhørte dog ikke nogle af aktivisterne, men derimod Cyklopen – der råder over et stort køkken, hvor der netop var lavet morgenmad til danskerne. Kortene skulle bruges til – surprise – at finde vej (hvilket pt. ikke er en forbrydelse i Sverige) samt nogle halsklude. Nu er det sådan, at maskeringsforbuddet i Sverige ikke er lige så stramt som i Danmark, hvilket betyder, at maskering faktisk ikke er forbudt i alle demonstrationssammenhænge. At aktivister har halsklude med handler ikke om at lave ballade, men om risikoen for at havne på billede i nazisternes registre. At blive udpeget som antifascist har tidligere kostet folk livet i Sverige. Uanset hvor meget svensk politi prøver at puste fundene op, så er der ikke noget at komme efter. Cyklopen vil i øvrigt klage over razziaen.

Efter politiets cirkus på Cyklopen tog danskergruppen ind til det centrale Stockholm og gik fra Sergels Torg mod Kungsträdgården. På Hamngatan bliver gruppen stoppet af en gruppe betjente, der voldsomt skubber aktivisterne op ad muren, selvom ingen gør modstand. De gelejder de danske aktivister rundt om hjørnet til Norrlandsgatan, hvor alle igen visiteres, registreres og identificeres. Så får danskerne lov til at gå ind i demonstrationen, hvor de modtages med klapsalver.

Hvorend grupper og individer fra danskergruppen går har de 30-40 udkommanderede civilbetjente fra Kilo-enheden øjne på dem og følger dem som skygger.

En times tid senere går politiet igen hårdt til danskerne. Da cirka 25 danskere går af Jakobsgatan for at råbe af nazisterne fra krydset ved Regeringsgatan stormer 10-12 civilbetjente og fire transitter fyldt med kampklædte betjente frem mod dem. Enkelte når at løbe væk, men cirka tyve klaskes brutalt op af muren og ned på jorden, hvor de anholdes for at løslades ud på aftenen. Så vidt jeg kan forstå er de sigtet for at have maskeret sig. Jeg så hændelsen finde sted og kan med sikkerhed sige, at langt fra alle de anholdte var maskerede.

Så gik hændelserne ellers sin gang og nazierne skred hjem, og så troede vi også, at vi skulle hjem. Politiet havde dog andre planer. En gruppe på 10 danskere gik på Södermalm på vej ud for at spise aftensmad, da de bliver passet op af politiet, der igen-igen tilbageholder, registrerer og filmer dem. De bliver kørt ud til en havnekaj, hvor de individuelt – afsides fra resten af gruppen – udsættes for trusler. En af aktivisterne fortæller, at en betjent på engelsk spurgte: “Are you looking for trouble? Well, I am trouble”, ligesom betjentene gjorde det klart, at hvis danskerne blev set i Stockholm igen denne aften “kunne de slet ikke forestille sig, hvad der ville ske”. Efter trusler og chikane blev de sluppet fri med besked om at gå fra stedet en og en.

I skrivende stund er alle danskere løsladt og på vej hjem. Stadig uden domme – stadig uden forståelse for det svenske politi.

(NB: Blogposten er skrevet sent lørdag aften den 30. august, alle fejl skyldes at det har været en lang dag.)

Update 31. august 11.30: Sagen mod aktivisten, der var mistænkt for ‘våldsamt motstånd’ i august 2012, blev frafaldet. Det har aktivisten netop selv fortalt mig. Således står vi tilbage med en parkeringsbøde, der i øvrigt var i Malmö og ikke Stockholm..

Sagen #1: The wait is over

De fleste har prøvet at vente på noget, de ikke så frem til. En skideballe, et møde med banken, en begravelse eller en tur til tandlæge. Jeg – og en håndfuld af mine bedste venner – har ventet i fire et halvt år. Fra PET slog til 28. februar 2010 til Statsadvokaten den 13. august i år meddelte, at ankesagen mod os droppes, gik der 1627 dage.

Først seks uger i en isolationscelle i Vestre Fængsel. Har du prøvet at vente dér?
Spærret inde 23 timer i døgnet, en times gårdtur hver morgen i en lagkagestykkeformet gård på 15-20 kvadratmeter. Det eneste du kan fordrive tiden med er CSI i fjerneren og Sara Bro på P3. Du er helt fucking alene med dine tanker på seks kvadratmeter. En terrorsigtelse og en blændende skarp pære hængende over hovedet. Om aftenen kan du vente, mens du lytter på de desperate sjæle i nabocellerne, hvis skrig runger ind under den tunge metaldør og imellem Vestres fire forhadte fløje. Nord, syd, øst, vest – bare få mig ud. Vente sammen med ensomme og alt for unge rockerlærlinge, der bare vil hjem til sine forældre, og en morder med døde øjne. Vente med celleransagninger, urinprøver, fire timers ventetid på at skide og en halv time på at blive lukket ud fra toilettet. Har du prøvet at vente på dét?

Vente på at se dine elskede i en besøgscelle. Deres ansigter værre end noget andet. Dine egne følelser kan kontrolleres, gemmes væk, bearbejdes. Deres – de er der bare. Lige foran dig. Du kan se dem i 45 minutter med en PET-agent i sofaen ved siden af, der lader som om han laver kryds og tværs, mens dine elskede sidder dér, og du kan ikke fortælle hvad der sker, for du må ikke snakke om sagen, så du kan bare sige ‘det skal nok gå’ til dem, mens du prøver at overtale dig selv til, at det er rigtigt. En tur igennem nøgenvisitation igen-igen-igen og så kan du vente en uge, før du igen ser de mennesker, du holder af, i en forpulet besøgscelle i Vestre. Har du ventet på dét?

Din moster sender et brev, der er fem uger undervejs, for PET skal læse og analysere det. Hun joker om postvæsner og efterretningsvæsner og det giver et lille afbræk i ventetiden. Og så er der jo CSI igen. Horatio, Grissom og Mac. Horatio, der er så fucking bedrevidende og selvtægtsagtig og hellig og irriterende med sine solbriller, men du ser jo CSI – også Miami – alligevel, for du har ikke andet at lave, for du venter.

Du skal til fristforlængelse og kører gennem byen i en cellevogn med en Brøndby-hooligan, der også skal forlænges. Ind i byrettens dagsarrest på Nytorv, og du kan lige skimme Fisketorvet hvor du købte din første North Face-jakke på åbningsdagen, mens fængselsbetjentene foran i bilen taler om vind og vejr og drikker kaffe og har en helt almindelig arbejdsdag, mens du venter. Venter på at der bliver grønt, på at komme op til dagsarresten, hvor du læser en bog om Michael Laudrups tænder mens du venter. Ned i retten, din bedste ven laver V-tegn, da tilhørerne sendes ud, for alt foregår for lukkede døre, og du tror et øjeblik på, at det nok skal gå, og så får du fire uger mere, og dommeren går hjem og har fri og du kører tilbage til Vestre, hvor du venter videre.

Så ud af iso og over på en fællesskabsafdeling, hvor du du hilser på sygeplejersken og bliver vejet, og du har tabt 12 kilo mens du sad i iso, for du åd ikke andet end rugbrød og avocado og frugt, og tre gange om ugen fik du lov til sidde på en kondicykel i en tom celle, mens du hørte cd’erne med L.O.C og Dodo & the Dodos, der var nået igennem indleveringen før fængslet opdagede, at du havde B&B og slet ikke måtte få cd’er ind, og så kunne du vente på at blive lukket ud af badet efter træning, for der er vagtskifte, så du kunne komme tilbage på cellen når det passede dem, og det gjorde det ikke lige dér.

Vente på endnu en fristforlængelse, da døren til cellen går op, en fængselsbetjent med trådløs telefon i hånden, det er din advokats sekretær, ‘du bliver løsladt i morgen’, og så kan du vente på, at det bliver i morgen, og have dårlig samvittighed overfor alle dine medfanger, fordi du skal ud, og de skal blive, og du spørger om der er nogle, der har brug for hjælp til noget, og K vil gerne have, at du snakker med hans bror, og det lover du, og du bruger ventetiden på at sælge din trimmer og Playstation billigt til nogen, der har mere brug for dem end dig, og du vil ikke ud, for det er ikke fair, at du skal, og de ikke skal. Har du ventet på dét?

Du venter på at falde i søvn i Vestre for sidste gang og på, at PET-manden ud på formiddagen dukker op, lukker dig ud, giver dig dine nøgler og kreditkort, men ikke din telefon og computer og seks sorte skraldesække med papir, for de er beslaglagt, før han fnyser et par fornærmede ubehageligheder og lader dig gå ud til dem du elsker. De har også ventet på dig og din ven, der har siddet på en anden afdeling og ventet lige så meget som dig.

Så kan du vente på efterforskningen, der trækker ud. Vente på telefonopkald, fra venners venner, når dine venner bliver plukket op på jobbet eller i hjemmet af to PET-folk, anholdt, afhørt, løsladt, vente på at de dukker op, for PET har taget deres telefon, og så kan de jo ikke ringe, så du venter på, at de kommer ud fra Bellahøj, og så kan I vente på, hvem der mon er den næste, og gad vide hvad han er sigtet for, og hvornår mon det stopper. Så er der pludselig gået over et år, og Politiken skriver på forsiden, at jeres organisation ‘knyttes til terror’, selvom det ikke er nogen nyhed, og så venter du videre, og så går der et par år mere, og pludselig er det april 2013, og da du kommer ud fra træning har en af de andre skrevet, at du skal ringe, og det gør du, og han har fået af vide af advokaten, at der kommer anklageskrift i morgen, og at terrorsagen er frafaldet, og Politiken skriver en lille notits på side tre om, at vi alligevel ikke er terrorister. Og så kan du vente et halvt år på retssagen, på at gennemlæse akterne, diskutere jura med advokaterne, der serverer cola og smil, og det hele rykker nærmere.

Dagen inden retssagen starter kan du vente på at falde i søvn, selvom du godt ved, at det bliver svært, og du kan slå ventetiden ihjel om morgenen ved at høre Celine Dion, og så går der jo tid med det, og så sidder du der lige pludselig, efter tre et halvt år, og lytter på en anklager, der påstår at I har hacket 6.000 mennesker, og det ved både du, dine venner, jeres advokater og anklageren godt, at I ikke har, men alligevel siger hun det, og medierne skriver det, og så kan du vente på to håndfulde retsdage mere, og derefter vente videre, mens du prøver at passe din uddannelse, som du ærlig talt har forsømt en anelse siden anholdelsen, og så er det snart dommens dag, og en kendt tv-journalist vil gerne have et interview, men I vil hellere hjem og drikke champagne, og alligevel komplimenterer han din lyserøde kasket, og pludselig er sagen ud af verden.

Så holder I et brag af en fest, hvor civilpoliti holder i sidegaderne, og de vil ikke fortælle dig hvorfor, når du spørger dem, og du venter og venter på, at ankefristen udløber, og et kvarter før den udløber ringer din advokat, og ja, de har lige anket, de fucking svin – mine ord, ikke hendes – og nu kan du så få lov at vente et år mere på landsretten, og du aner ikke hvad fanden du skal sige, og de skal først beramme sagen senere på året, og der går et par måneder og det bliver jul, og du konstaterer at du stadig er elendig til at stå på ski, men du laver pulled pork til din familie, og du har klaret første runde, og kommer hjem fra juleferien og landsretssagen er berammet til september, og du venter og du venter, og I går så småt i gang med at forberede jer og aftaler møder med advokaterne og så ringer advokaten, ‘de dropper anken’, og ‘Statsadvokaten besluttede det for en måned siden, men har ikke lige fået fortalt det’, og det er sgu latterligt, men sagen er droppet, og du tør sgu ikke rigtigt tro på det, men dagen efter ringer advokaten igen, og nu har hun fået det på papir og efter fire et halvt år behøver du ikke vente længere, for nu, hvor du er blevet 28, og har brugt en sjettedel af dit liv på den her skide sag, er den endelig slut.

Danskernes Partis valgresultat ved kommunalvalget 2013

Her i foråret havde jeg et ret fedt datajournalistisk forløb på Journalisthøjskolen. Vi blev introduceret til en del værktøjer, blandt andet CartoDB, som jeg har brugt til at lave nedenstående kort, der viser i Danskernes Partis valgresultat helt ned til de enkelte valgsteder. Jo større bobbel, desto højere stemmeandel til Danskernes Parti.

Valgresultatet har jeg scraped fra KMDvalg med Import.io. Da CartoDBs gratisversion har en begrænsning på antallet af geocoding-opslag man kan lave, har jeg i stedet lavet geocodingen med Open Refine. Du kan finde en rimelig simpel guide til geocoding med Open Refine her.