Tag: masteoplysninger

I april blev jeg færdig som journalist på DMJX og ved gårsdagens dimission var jeg en af de tre modtagere E.N. Ritzaus Mindelegat på 10.000 kroner. I den forbindelse sagde min vejleder Jan Dyberg nogle rigtigt pæne ord om min opgave. Dem har jeg fået lov til at poste her:

Her er en mobiltelefon. Sådan en har de fleste herinde. Og dér (storskærm)
er en telemast. Masten og telefonen “snakker” sammen.
Ved hjælp af den kommunikation kan man spore, hvor telefonen er. Man kan
med få meters nøjagtighed fastslå, hvor telefonerne herinde er – og dermed
hvor I er og hvor I var – på et givent tidspunkt. Naturligvis forudsat, at
det er os selv, der har vores egen telefon. Men helt ærligt: Hvem
overlader sin telefon til andre nutildags? Hvem kan undvære sin iPhone i
bare minutter ad gangen? Ikke mange studerende, sku’ jeg hilse og sige.

Og vi herinde ved jo, at sådanne oplysninger bliver brugt til at fælde
kriminelle. I hvert fald os, der har set krimiserier som CSI eller de
danske serier Forbrydelsen, Broen osv eller som har set eller læst om
kriminalsager i medierne. Oplysninger fra telemaster er brugt i rigtig
mange retssager til at fastslå nøjagtig, hvor de anklagede var på et
givent tidspunkt. Og mange er blevet dømt på baggrund af bl.a. disse
oplysninger. Primært fordi:Disse oplysninger er meget præcise!

Problemet er bare, at det er de ikke. De er ikke præcise. Telefonen
afsøger konstant den mast med bedste signal på et givent tidspunkt, og
telefonen kan zappe rundt mellem master, der står 15 km fra hinanden. 20
km måske. Ja, helt op til 35 km, siger nogle eksperter. Det betyder lidt
groft sat op, at du kan blive sigtet for et indbrud i Vejle eller tyveri
af Jellingestenene, selvom du var i Legoland med familien 20-25 km væk fra
gerningsstedet.

Det er dét, denne prisvindende opgave handler om.
At noget, vi troede var sikker viden, ikke er det.
Og at nogen bliver anholdt, sigtet, anklaget og måske dømt på et usikkert
grundlag.

Op den studerende bag opgaven lægger lige et lag på:
I retssager præsenterer anklagerne masteopyslinger som beviser, men de
fortæller typisk ikke om usikkerheden ved dem.
Rigtig mange forsvarere kender heller ikke noget – eller nok – til
usikkerheden, og det kan jo helt åbenlyst få alvorlige konsekvenser for
den anklagede.

Dét er bare væsentlige historier at få frem.

Under researchen har den studerende bag projektet her fundet en del
eksempler på personer, der ifølge masteoplysningerne har flyttet sig mange
kilometer inden for så kort tid, at det kun kan lade sig gøre for
superman.

Historien er fortalt som en såkaldt longread på nettet. Èn lang historie
med gennemgående case som motor: Mette som blev sigtet, varetægtsfængslet
og anklaget for mord på sin eks-mand – blandt andet på grund af
masteoplysninger. Men hendes forsvarer kendte til usikkerheden ved
oplysningerne, og denne usikkerhed var med til at frikende hende.

Afsnit med case og afsnit med afslørende elementer er krydret med diverse
interaktive grafikker, der leverer statistik og resultater fra rundspørger
på en meget overskuelig måde.

Ideudvikling, research og bearbejdning er foregået systematisk, grundigt
og ansvarsfuldt.
Den studerende bag har foretaget mange velbegrundede tilvalg og fravalg.
Han har nogle meget nødvendige etiske overvejelser, samt nogle rigtig
fornuftige refleksioner over sin rolle som journalist – både i forhold til
samfundet og i forhold til sine kilder.

Det er en eksemplarisk afsluttende opgave lavet af en studerende, hvis
arbejde man kun kan anbefale at følge fremover.

Prisen går til Andreas Rasmussen for BA-projektet “Masterne mod Mette”.

PS: Jeg er mægtigt stolt.